CPH Business Park ved Avedøre Holme har fået et filmselskab og en distributionsvirksomhed som nye lejere. Omfattende renovering har givet kontorhuset nyt liv, siger mæglerfirmaet Lintrup & Norgart.

Den farverige entreprenør Bøje Nielsen kunne i 1982 indvie Danmarks længste kontorhus klos op ad motorvejen ved Avedøre Holme i den sydlige del af Hvidovre. Siden har huset – som den store Avedøre Havnevej går lige igennem – levet en omtumlet tilværelse.

I 2017 blev den næsten 300 meter lange bygning købt af det svenske ejendomsselskab Niam med omkring 1/3 af de 75.000 kvm tomme. Men nu kan mæglervirksomheden Lintrup & Norgart melde om 2 store udlejninger på i alt 4.000 kvm og forhandlinger om yderligere cirka 10.000 kvm.

- Det er udtryk for, at Niam har skabt nyt liv i bygningen. Der er ikke blot gennemført omfattende renoveringer og forbedringer i fællesfaciliteterne, som tæller personalerestaurant, café og mødecenter med loungeområder. På vores forslag har Niam også indrettet et showroom på 1.000 kvm, så mulige lejere kan opleve, hvordan man kan skabe et rustikt og innovativt kontormiljø med tjekkede designgulve og akustiske loftsbatts opsat direkte på betonloftet, så der skabt så meget loftshøjde som muligt, siger Jesper Norgart, partner i Lintrup & Norgart.

Miso Film, der står bag en række tv-serier og film både herhjemme og i udlandet, benytter CPH Business Park som base for 2 store tv-serier og rykker ind med 50-60 arbejdspladser.

NB! Vestegnen: De store projekter. Konferencen afholdes d. 4. juni 2019.

- Vi kendte ikke CPH Business Park, men så et stort banner på bygningen, da vi var ude til optagelser af tv-serien The Rain på Avedøre Holme. Beliggenheden er perfekt for os – uanset om vi skal køre mod øst, vest, nord eller syd for at filme. Udlejer er meget servicemindet, og ejendomsinspektørerne er superhjælpsomme. Alt bliver ordnet for os, det er som at tjekke ind på et hotel. Vi får nogle fine forhold til en favorabel pris, siger Claus Willadsen, som er lineproducer hos Miso Film, der fastholder sit hovedsæde på Nørrebro.

Den anden nye lejer er Conaxess Trade Denmark, som distribuerer en lang række produkter inden for blandt andet fødevarer og drikkevarer. Den 1. juli flytter omkring 80 ansatte fra Søborg til Avedøre Holme.

- Vores nuværende lokaler ligger i en ældre bygning, og vi ville gerne tjekke markedet. Det er en domicilejendom, så vi har selv alle udgifterne, mens vi i CPH Business Park får adgang til en række fælles faciliteter og samtidig får et helt nyt lejemål, indrettet efter vores ønsker – blandt andet med det rustikke look, som vi blev inspireret af i ejendommens showroom. Vi er international virksomhed, så nærheden til lufthavnen er vigtig for os. Det samme gælder motorvejsnettet, og det er ret nemt at komme til og fra arbejdspladsen for vores medarbejdere, siger økonomidirektør Jacob Schilling.

Hos Niam glæder udlejningschef Henrik Wagtberg over de 2 nye lejere.

- Vi vidste godt, at vi stod over for en stor opgave, da vi overtog ejendommen i 2017. Vi har fået renoveret bygningen og for eksempel forbedret energiklassen fra D til B, og i samråd med Lintrup & Norgart har vi blandt andet skabt mere liv i centergangen gennem bygningen, opgraderet mødecentret, etableret udearealer, anlagt flere parkeringspladser og gjort ejendomsinspektørerne mere synlige, så lejerne lettere kan få hjælp. Nu har vi fået gjort et stort indhug i de ledige kvadratmeter, siger Henrik Wagtberg.

Blandt de eksisterende lejere er If Forsikring og Santander Bank, og der er stadig ledige lejemål fra 500-13.000 kvm i CPH Business Park. Lejeniveauet fra 775 kr. per kvm er markant lavere end eksempelvis i City og Ørestad.


Relaterede konferencer

Køb og salg af ejendom - Due Diligence KURSUS

Sikre entreprenørkontrakter: Håndtering af ekstrakrav KURSUS

Boligudvikling i København frem til 2030

Esbjerg: Byudvikling for 20 mia. kr.

Servitutter og lokalplaner KURSUS

Stormflodssikring af by- og landområder

Erhvervsbyggeri i træ: cases og banebrydende projekter

Højhusbyggeri: Krav, løsninger og projekter KURSUS

Logistik og industri - fart på nye muligheder

Ungdomsboliger på et modent marked