I dag igangsættes byggeriet af en 1.600 kvm stor daginstitution med naturprofil og vilde legepladser ved Nørrestrand i Horsens.
Antallet af børn i den nye bydel i Nørrestrand samt i Egebjerg stiger, og derfor er der behov for flere vuggestue- og børnehavepladser i Dagtilbud Egebjerg. Fredag den 28. april 2023 bliver der taget 1. spadestik på byggeriet af Horsens Kommunes nye daginstitution på Nørrestrands Allé.
- Det er et rigtig spændende byggeri, vi nu sætter gang i, og jeg glæder mig meget til, at vi til næste år kan åbne dørene til vores nye institution, hvor natur, bæredygtighed og biodiversitet er i centrum. Udover i Egebjerg-distriktet har vi også en udvidelse af antallet af pladser på vej i Højvang i Horsens sydby, ligesom vi har planer om udbygninger i Lund, Østbirk og Hovedgård, siger Peter Sørensen (S), borgmester i Horsens Kommune.
Træbyggeri. Læs mere om konferencen her.
I institutionen bliver der plads til 160-170 børn. På legepladsen ved institutionen får den vilde natur lov til at vokse, så der bliver plads til masser af biodiversitet med planter, insekter og dyreliv.
Daginstitutionen bliver opført som et bæredygtigt byggeri i træ, der DGNB-certificeres, og med grønne tage. På grund af de bæredygtige elementer er byggeriet støttet af Realdania.
Opførelsen af den nye daginstitution er en del af budgetaftalen for 2019, hvor Horsens Byråd vedtog, at kapaciteten i Egebjerg skal udbygges. Det er entreprenørfirmaet EMR, der står for opførelsen af den nye institution. Daginstitutionen er tegnet af Skala Arkitekter har i samarbejde med AFRY.