Forligskredsen på ejendomsområdet er enige om, at det skal være attraktivt at bo på landet. Med de nye boligskatteregler får især boligejerne i provinsen og på landet skattelettelser for 10 milliarder kr.
En samlet forligskreds (S, V, M, LA, K, RV, DF) på ejendomsområdet er enige om, at udviklingen på landet skal fremmes, og at det skal være mere attraktivt at bo i mindre bysamfund. De nye boligskatteregler bidrager med over 10 milliarder kr. i skattelettelser fra 2024, som primært kommer boligejere i provinsen og på landet til gavn. Det skriver Skatteministeriet.
- Danmark skal være i balance, og det skal være attraktivt at bo og leve på landet. Det vil især være boligejere på landet og i provinsen, der får skattelettelser for 10 milliarder kroner, i forbindelse med at de nye boligskatteregler bliver implementeret. I forbindelse med overgangen til de nye regler sikrer vi samtidig, at overgangsordningen bliver mere tryg og enkel, så ejerne som udgangspunkt kan blive i deres nuværende kategori, indtil ejendommen bliver solgt. Det betyder, at man eksempelvis i langt højere grad end i dag vil kunne bygge om og sælge jord fra uden at falde ud af overgangsordningen, siger skatteminister Jeppe Bruus (S).
Landbrugsejendomme: investering og omdannelse. Læs hele programmet for konferencen her.
Overgangsordningen sikrer, at alle, hvis ejendom skifter kategori fra landbruge til ejerbolig – eller omvendt, kan fastholde den nuværende beskatning. Overgangsordningen bliver gjort enkel, så ejendomsejerne fremover kan renovere, bygge til, omlægge jord mv. og stadig være i overgangsordningen, så længe de bliver boende. Det er som udgangspunkt kun, hvis man sælger jord fra og kommer under 20.000 kvm, man kan ryge ud af overgangsordningen.
Forligskredsen har besluttet, at der skal arbejdes med at finde en kategori for naturejendomme, så boligbeskatningen ikke står i vejen for dem, der gerne vil omlægge jord fra produktion til eksempelvis natur.
Derfor vil forligspartierne se på reglerne fremadrettet i form af et oplæg til ny kategori for naturejendomme.
- Vi er enige om, at der er behov for at se på reglerne fremadrettet. Derfor har jeg bedt Skatteministeriet lave et oplæg til ny kategori for naturejendomme, som kan behandles i forligskredsen, siger skatteminister Jeppe Bruus.
I forlængelse heraf er forligskredsen enige om, at kommunikationen til ejendomsejerne skal styrkes, herunder med en styrket vejledningsindsats om overgangsordningen.
Den forenklede overgangsordning foreslås at træde i kraft den 5. juni 2023. De berørte ejendomsejere vil modtage et brev fra Vurderingsstyrelsen om den udvidede overgangsordning.