Investorerne i Blue Capitals ejendomsprojekter fik i gennemsnit forrentet den indskudte kapital med over 17 procent sidste år – et tal som er opjusteret i budgettet for 2023. Projektudbyderen opnåede selv sit hidtil højeste salg og overskud.
Både omsætning og indtjening nåede i 2022 det højeste nogensinde i Blue Capital, siden projektudbyderen med fokus på ejendomme til detailhandel og fastfood blev grundlagt i 2010.
Også de næsten 500 investorer i Blue Capitals knap 100 ejendomsprojekter kan glæde sig over de seneste regnskaber – trods et år med blandt andet Ukraine-krig, stigende rente og økonomisk usikkerhed.
- Vores primære produkt med ejendomme til dagligvarebutikker og lejere som fx Elgiganten, Jem & Fix, Jysk og T. Hansen klarer sig markant bedre end strøgejendommene. Det har været en tendens, vi har set slå særligt igennem de seneste tre-fire år. I foråret aflagde vi regnskaber, og i projekter med mindst 2 fulde driftsår er investorernes oprindelige indskud blevet forrentet med 17,7 procent i gennemsnit – uden værdireguleringer af ejendommene. Vi har nu opjusteret det gennemsnitlige afkast i projekterne til 20,2 procent, siger administrerende direktør Martin Kibsgaard Jensen.
Kursus: Køb og salg af ejendom - Due Diligence
Den gode økonomi i ejendomsprojekterne skyldes især, at lejeindtægterne bliver reguleret i takt med prisudviklingen – derved får investorerne ikke blot beskyttet deres formue effektivt mod inflation, de har ligefrem forøget indtægterne og dermed også værdien af deres ejendomme. Desuden har der slet ikke været tomgang – det forklarer Martin Kibsgaard Jensen med, at Blue Capital lægger vægt på at indgå lange lejeaftaler med økonomisk solide virksomheder med stærke positioner i deres brancher.
Blue Capital, der har kontor i Aarhus, opnåede sidste år en bruttofortjeneste på 26 millioner kr. – en fremgang på 28 procent fra 2021. Omsætningen kommer dels fra honorarer ved at udbyde nye projekter, dels fra at administrere og optimere eksisterende ejendomsprojekter.
- Stigningen afspejler, at vi sidste år udbød hele 11 projekter til en samlet værdi på næsten 400 millioner kr. Og med flere projekter stiger vores indtægter fra administration også. Det ser vi som udtryk for, at investorerne er tilfredse med os. For når et ejendomsprojekt er udsolgt, så bestemmer investorerne, og de kan fx frit vælge en anden administrator, men det er kun sket en enkelt gang på 13 år. Væksten har derfor også medført, at vi i sommer ansatte 2 yderligere medarbejdere for at styrke vores administration, fortæller Martin Kibsgaard Jensen.
Overskuddet steg i Blue Capital med knap 26 procent til 19,8 millioner kr. før skat, og langt hovedparten af indtjeningen bliver i virksomheden, der siden 2010 har udbudt ejendomsprojekter for over 3 milliarder kr.
Konference: Lejeboliger: Udvikling og salg
- Vi vil gerne sikre likviditet til fortsat vækst, og vi har i de første måneder af 2023 udbudt fire nye projekter. Vi kan fortsat mærke stor interesse for at investere i erhvervsejendomme – de klarer sig i øjeblikket bedre end boligprojekter, hvor rentestigningerne rammer hårdere, og hvor lejeniveauerne nogle steder ser ud til at have ramt et loft. Desuden er en stribe nye nøgletal lovende for detailhandlen, for eksempel stigende forbrugertillid samt højere beskæftigelse og højere økonomisk vækst end hidtil ventet, siger Martin Kibsgaard Jensen.
Lejerne i de 11 udbudte Blue Capital-ejendomsprojekter i 2022 omfatter blandt andre dagligvarebutikker som Coops 365discount og Salling Groups Netto, storbutikker som Elgiganten, Jem & Fix og Jysk samt fastfoodkæder som Burger King og Sunset Boulevard.
Geografisk er ejendomsprojekterne beliggende fra sjællandske Haslev i øst til Thisted i vest – og fra Brønderslev i nord til Rødekro ved Aabenraa i syd. Alle projekter fra Blue Capital bliver udbudt som såkaldte kommanditselskaber eller K/S’er med op til 10 investorer, ofte velhavende privatpersoner og tit fra samme område som projektejendommen.