AP Pensions datterselskab, AP Ejendomme, har netop nu fuld gang i opførelsen af selskabets kommende kontorejendom, Marmormolen, der opføres med massivt træ i de bærende konstruktioner på netop Marmormolen i Københavns Nordhavn.
I Københavns Nordhavn er der netop nu fuld gang i opførelsen af AP Ejendommes kommende flerbruger-kontorejendom, Marmormolen, der primært bliver opført i massivt træ.
Som en af byggeriets første store milepæle har totalentreprenøren Pihlkonsortiet netop støbt den sidste bundplade på den 8.800 kvm store grund på Marmormolen. Med den sidste bundplade på plads vil de første træelementer inden længe begynde at komme til syne på Marmormolen, hvor kontorejendommen kommer til at rumme 28.000 kvm fordelt på 8 etager. Dermed bliver ejendommen et af landets største træbyggerier.
Byudvikling på havne - nye projekter og indfaldsvinkler. Konferencen afholdes den 11. januar 2024.
- Det er en stor milepæl, vi nu har sat for Marmormolen med den sidste bundpladestøbning. Dermed vil vi i juli måned kunne begynde at se de første trækonstruktioner vokse i højden. Det er yderst sjældent, at vi i Danmark ser træbyggerier af den størrelse og højde, som Marmormolen kommer til at rumme. Det gør Marmormolen til et ganske særligt byggeri, som i arkitektur og udformning skiller sig ud. Derfor er det enormt vigtigt for os, at vi med dette projekt har en totalentreprenør, der har den rigtige bemanding og nødvendige ekspertise at trække på, og det har Pihlkonsortiet, som til fulde lever op til de forventninger, vi fra starten har haft til dem, siger administrerende direktør i AP Ejendomme, Peter Olsson, der forventer, at Marmormolen er endeligt opført i 2025.
Ved at bruge træ i stedet for traditionelle betonelementer forventes det, at man kan reducere cirka 4.000 tons CO2 i direkte udledning, samtidig med at træet binder en mængde CO2, der først udledes, når og hvis ejendommen nedtages engang om 60-100 år.
Totalentreprenøren, Pihlkonsortiet, udtrykker stor tilfredshed med, at bundpladestøbningen nu er endeligt afsluttet.
Kunstig intelligens indenfor byggeriet. Konferencen afholdes den 24. oktober 2023.
- Med en succesfuld udgravning og bundpladestøbning er vi nu klar til at tage hul på næste etape af dette flotte byggeri. Vi er stolte over, at vi for AP Ejendomme kan opføre en så interessant ejendom, som her på Marmormolen. Det er yderst sjældent, at der er mulighed for at blive en del af et så stort og markant træprojekt, som det vi nu opfører her. Derfor er det også et ganske særligt projekt at være en del af. Vi har et godt samarbejde med AP Ejendomme og ser meget frem til fortsættelsen heraf. Vi føler os ligeledes overbeviste om, at dette særlige projekt vil spille positivt ind i hele området omkring Københavns Nordhavn og Østerbro, siger administrerende direktør for Pihl & Søn, Martin Palmquist.
Træet kommer fra Södra i Sverige og Mayr-Meinhof Holz i Østrig. Byggeriet skal efter planen certificeres til DGNB Platin.