Administrerende direktør betegner Aarsleff-koncernens 3. kvartal som "særdeles godt", og nu opjusteres forventningerne til både omsætning og driftsresultat.
I forbindelse med den igangværende udarbejdelse af delårsrapporten for de første 9 måneder opjusterer Aarsleff helårsforventningerne til regnskabsåret 2022/23 til en omsætningsvækst på 10-12 procent svarende til en omsætning på 20-20,4 milliarder kr. mod tidligere forventet 19,5-20 milliarder kr.
Forventningerne til driftsresultatet opjusteres til 1,06-1,11 milliarder kr. mod tidligere forventet 880-940 millioner kr.
Risikostyring og forsikring af byggeri. Kurset afholdes den 26. marts 2024.
- Aarsleff-koncernens 3. kvartal har været særdeles godt. Vores omsætning har været høj, og indtjeningen er meget tilfredsstillende og positivt påvirket af flere anlægsprojekter, som er afsluttet bedre end forventet, siger administrerende direktør for Aarsleff, Jesper Kristian Jacobsen.
- Vi har således fortsat den positive udvikling fra første halvdel af regnskabsåret. Vores kompetencer er efterspurgte særligt inden for havneudvidelser samt energi- og fjernvarmeprojekter, og vi ser også gode muligheder inden for tekniske løsninger og byggerier til medicinalindustrien, uddyber han.
Opjusteringen sker på baggrund af det samlede realiserede resultat for de første 9 måneder samt forventningerne til 4. kvartal af regnskabsåret, skriver Aarsleff.
De foreløbige ikke reviderede regnskabstal for de første 9 måneder er:
Omsætning på 15,282 milliarder kr. (12,925 milliarder kr. i de første 9 måneder 21/22).
EBIT på 732 millioner kr. (473 millioner kr. i de første 9 måneder 21/22).
For de enkelte rapporteringssegmenter justeres forventningerne til:
Anlæg & Byggeri
Omsætningsvækst på 14-16 procent mod tidligere 7-10 procent
EBIT på 540-560 millioner kr. mod tidligere 355-380 millioner kr.
Teknik
Omsætningsvækst på 7-9 procent mod tidligere 9-12 procent
EBIT på 85-90 millioner kr. mod tidligere 90-100 millioner kr.
Rail
Omsætningsvækst på 18-20 procent mod tidligere 16-20 procent
EBIT på 60-70 millioner kr. mod tidligere 70-75 millioner kr.
Fundering
Omsætningsvækst på 2-4 procent mod tidligere 5-8 procent
EBIT på 200-210 millioner kr. mod tidligere 205-215 millioner kr.
Rørteknik
Omsætningsvækst på 6-8 procent mod tidligere 5-7 procent
EBIT på 175-180 millioner kr. mod tidligere 160-170 millioner kr.