A. Enggaard er valgt som hovedentreprenør på nyt stadion i Aarhus og skal stå for både nedrivning og nybyggeri.
Det nye stadion har et samlet budget på 650 millioner kr. I april blev 5 af de største entreprenørvirksomheder i Danmark prækvalificeret til at give tilbud på hovedentreprisen projektet.
Efter indledende møder valgte 4 af virksomhederne at afgive tilbud på opgaven, og i dag blev det offentliggjort, at det bliver A. Enggaard, som skal føre bygge- og anlægsarbejdet i mål.
- Det nye fodboldstadion bliver opført i et partneringsamarbejde. Derfor er det en vigtig milepæl at nå, at vi nu får hovedentreprenøren med på holdet, og vi er meget tilfredse med, at valget er faldet på A. Enggaard, siger Hardy Pedersen, der er projektdirektør for Kongelunden.
Horsens: De store investeringer. Konferencen afholdes den 27. september 2023.
Det er hovedentreprenøren, der står for den samlede udførsel af byggeprojektet, hvilket både vil sige nedrivning af det eksisterende stadion og opførelse af et nyt på den ikoniske placering for enden af Stadion Allé i Aarhus.
Opgaven bliver ikke mindre spændende af, at AGF skal afvikle sine superligakampe på banen i hele sæsonen 2024, mens nedrivningen af hovedbygning m.m. er i gang.
- Formålet med partneringmodellen er i et åbent samarbejde mellem bygherre, totalrådgiver og hovedentreprenør at skabe og realisere det bedst mulige projekt inden for de økonomiske rammer og til tiden. Der bliver med andre ord brug for et hold og samarbejde i superligaen, og det er jeg overbevist om, at vi får med A. Enggaard som hovedentreprenør og Zaha Hadid og Sweco som totalrådgiver på projektet, understreger Hardy Pedersen.
Andre vigtige medspillere er AGF som bruger og Rambøll som bygherrerådgiver.