Nu har entreprenør og byudviklingsvirksomheden indgået en aftale med kapitalforvalteren Thylander Gruppen om boligprojektet, der – når det er færdigopført - vil bestå af 106 rækkehuse og lejligheder.
Et boligprojekt med 106 rækkehuse og lejligheder i Høje Taastrup får ny ejer. A. Enggaard har indgået en aftale med TG Partners VIII, en fond der forvaltes af Thylander Gruppen, om køb af det færdigopførte projekt. A. Enggaard forbliver totalentreprenør på projektet, som virksomheden overtog tilbage i september 2024, efter projektet var gået i stå som følge af en tidligere entreprenørs konkurs.
- Vi er stolte over at være med til at genoplive et projekt, der har haft sine udfordringer, og vi er glade for at have fundet en stærk og engageret samarbejdspartner i Thylander Gruppen. Sammen kan vi sikre, at projektet realiseres med høj kvalitet og inden for rammerne af den ambitiøse udviklingsplan i Høje Taastrup C, siger projektudviklingschef i A. Enggaard Morten Løgsted.
Hos Thylander Gruppen ser man frem til at blive en del af udviklingen af Høje Taastrup C:
- Vi har fulgt udviklingen i Høje Taastrup C tæt og ser et stort potentiale i området. Høje Taastrup er én af flere meget spændende byer i udvikling i den vestlige del af Storkøbenhavn, og vi glæder os til sammen med A. Enggaard at tilføre området attraktive boliger for børnefamilier og andre, der ønsker at bo tæt på byens faciliteter i et nyt og moderne område, udtaler Michael Brichmann, Partner & Head of Portfolio Management hos Thylander.
Michael Brichmann tilføjer, at opkøbet bliver TG Partners VIII-fondens anden investering, og at den spiller rigtig godt ind i fondens overordnede strategi om eksponering mod markedslejeboliger i Storkøbenhavn. TG Partners VIII-fondens første opkøb var en markedslejeboligejendom i Albertslund med 88 boliger, som blev gennemført i juli 2024.
A. Enggaard, der i hovedstadsområdet også er i fuld gang med udviklingen af det tidligere Vridsløse Statsfængsel til en ny bydel, forventer, at boligerne i Høje Taastrup står færdige i andet halvår 2026. Byggeriet forventes opstartet i første kvartal 2025.