Nyt udviklingsprojekt udvikler værktøjer, der skal gøre det nemt for almene boligorganisationer og private virksomheder at samarbejde om socialt bæredygtig byudvikling.
AlmenNet har sammen med KAB, Himmerland Boligforening og Neighborhood Lab søsat projektet Business2Community, som gennemføres med støtte fra AlmenNet og Rambøll Fonden. Udviklingsprojektet undersøger, hvordan almene boligorganisationer og private virksomheder kan arbejde sammen om at løfte deres nabolag socialt og økonomisk.
Ifølge AlmenNet står vores samfund midt i en social krise. Antallet af ensomme vokser, boligpriserne stiger, og den sociale mobilitet falder. Forskning viser, at vi i dag er lige så dårlige til at bryde den sociale arv i Danmark, som man er i USA.
Flere af disse udfordringer rammer beboere i almene boliger hårdere end den øvrige danske befolkning. For eksempel er gennemsnitsindkomsten for beboere i almene boliger 261.578 kr., mens den er 393.085 kr. for resten af befolkningen.
Virksomheder ønsker i stigende grad at kombinere profit med social indvirkning. Det viser blandt andet den frivillige B-Corp certificering, der er en global standard for, hvilken forskel en virksomhed gør for samfundet. I 2021 havde B-Corp 32 certificerede virksomheder i Danmark. I dag er det tal vokset til 266 - en stigning på over 700 procent Derfor er det helt oplagt at udvikle nye samarbejder mellem almene boligorganisationer og private virksomheder.
Seniorbofællesskaber. Konferencen afholdes den 21. marts 2024.
- Der er et stort potentiale i af inddrage virksomheder i arbejdet at skabe positiv udvikling i almene boligområder. Både hvad angår sociale forbindelser til omgivelserne og økonomisk vækst ved for eksempel at tilbyde et fysisk rum, jobs, uddannelse, mentorprogrammer og støtte til foreningsliv i de nabolag, de er en del af, siger Ofri Earon, stifter af Neighborhood Lab og projektleder i Business2Community.
I Business2Community udvikles og testes værktøjer, som skal gøre det nemt for almene boligorganisationer og private virksomheder at samarbejde om socialt bæredygtig byudvikling. For eksempel ved at se på, hvordan man kan anvende eksisterende arealer, som ikke er i anvendelse, såsom ubrugte fælleshuse, ubenyttede grønne områder, eller loftrum og stueetager, som ikke egner sig til beboelse. De eksisterende arealer er estimeret til at være mere end 250.000 kvm.
- Himmerland Boligforening har arbejdet meget aktivt med virksomhedsrelationer og strategisk erhvervsudlejning de seneste 15 år. Private virksomheder kan understøtte bydele i at skabe forbindelse mellem boligområde og den omkringliggende by, og derudover kan de fungere som positive rollemodeller og bidragsydere til at øge den sociale sammenhængskraft og udviklingskapacitet i boligområderne, siger Claus Bjørton, vicedirektør i Himmerland Boligforening og samarbejdspartner i projektgruppen.
Udviklingsprojektet løber fra 1. september 2023 til slutningen af juni 2024. Business2Community gennemføres med støtte fra AlmenNet og Rambøll Fonden.