Efter 8 succesrige år, heraf 6 år i Hørsholm har forretningen vokset sig så stor, at internetbutikken rykker teltpløkkerne op og flytter til Hillerød, hvor de har lejet en 600 kvm stor ejendom i et erhvervsområde.
Shapeit.dk, der sælger fitnesstøj til kvinder, er vokset ud af deres lokale i Hørsholm. Derfor flytter den populære internetbutik til Hillerød, hvor den familieejede virksomhed har lejet en 600 kvm stor ejendom i Hillerøds erhvervskvarter. Den nye ejendom skal bruges til alt fra showroom og kontor til lager og fotostudie. EDC Erhverv Poul Erik Bech Nordsjælland har formidlet lejeaftalen.
- Vi startede i december 2015 med at sælge kvalitetsfitnesstøj til kvinder. Vi startede med at sende pakkerne hjemmefra, men hurtigt fandt vi ud af, at der var et enormt marked for det. Nærmest siden dag ét har vi vokset os større og større, og det resulterede i, at vi åbnede vores nuværende butik i Hørsholm i 2017. Vi er nu nået til et sted, hvor det begynder at knibe med pladsen i Hørsholm, og derfor rykker vi nu videre til Hillerød. Ejendommen på Vølundsvej 19C lever op til alle vores behov, siger Lærke Bro Knudsen, daglig leder og partner hos Shapeit.dk.
Shapeit.dk overtog nøglerne til deres nye lokation den 1. december, og efter et par uger med renovering af lokalet og et nyt skilt på facaden, har den internetbutikken slået dørene op for deres nye butik og showroom i Hillerød.
Hvordan vi får mere liv i gågaderne og bykernerne? Konferencen afholdes den 11. april 2024.
I 2018 og 2019 blev Shapeit.dk nomineret i kategorien bedste E-handel virksomhed af FDIH og i 2020, 2021 og 2022 fik den familieejede virksomhed Gazelleprisen af dagbladet Børsen. Shapeit.dk nyder også stor succes i Holland og er også gået ind på det svenske marked for nyligt.
Jacob Lunding, partner, salgs- og udlejningschef hos EDC Erhverv Poul Erik Bech Nordsjælland, har formidlet lejeaftalen.
- Det er en rigtig god placering i et attraktivt erhvervsområde med store butikker som Bauhaus, Ilva og forskellige bilforhandlere som naboer. Det sikrer en god menneskestrøm i området. Den modsatte gavl i forhold til indgangen vender ud mod Egespurs Alle, som er en af største indfaldsveje i Hillerød med cirka 11.000 biler passerende i døgnet, der er dermed stor eksponering, udtaler han.