Udbuddet af lager- og logistiklokaler er steget 8 kvartaler i træk, og især ét område af landet har fået mange ledige lokaler, viser nye tal fra Ejendomstorvet.dk.
Kontakt
Ejendomstorvet.dk
Årsagen er massivt nybyggeri, som har oversteget efterspørgslen. Men nybyggeriet har været tiltrængt, og det begynder snart at lysne for nogle af udlejerne, spår 2 erhvervsmæglere.
Den dårlige nyhed er, at Danmark har fået flere ledige lagerlokaler, logistikejendomme, produktionshaller og værksteder uafbrudt gennem to år ifølge nye data fra Ejendomstorvet.dk, landets største portal for erhvervslokaler. De gode nyheder er, at virksomhederne har fået mere at vælge imellem, at hovedparten af de nybyggede lokaler bliver lejet ud, og at der snart bliver længere mellem ”til leje”-skiltene.
”Udbuddet af kvadratmeter til salg eller leje nåede i 2022 ned under 1 million – det laveste i de mere end 20 år, vi har data for. Nu er udbuddet mere end fordoblet til 2,3 millioner kvm. Stigningen skal dog ses i lyset af, at der gennem 2022, 2023 og den forgangne del af 2024 er bygget omkring 6 millioner kvm lagerhaller; alene det seneste kvartal er der kommet næsten 1 million nye kvadratmeter. Dermed har virksomhederne faktisk formået at aftage langt hovedparten af det omfattende nybyggeri,” siger Jakob Wegener, administrerende direktør for Ejendomstorvet.dk.
I øjeblikket er 11.100 erhvervslejemål og ejendomme over hele landet udbudt på Ejendomstorvet.dk, heraf 1.600 lagerbygninger, logistikejendomme, fabrikshaller og værksteder. Portalen drives på foreningsbasis af landets ejendomsmæglere og uden krav om overskud, ligesom boligportalen Boligsiden.dk.
Målt i forhold til det samlede areal er udbuddet steget fra 1,3 procent i 2022 til aktuelt 2,9 procent, og flere landsdele har oplevet en fordobling. Størst har stigningen været i Østjylland med bl.a. Horsens og Aarhus efter omfattende nybyggeri: fra under 1 procent for to år siden til nu 4,2 procent.
”Nybyggeriet de seneste år har været tiltrængt mange steder, fordi der blev bygget meget lidt i årene efter, at finanskrisen ramte Danmark i 2008/09. Der har været lejere til meget af nybyggeriet, men der er også en kædeeffekt, fordi lejerne forlader nogle kvadratmeter et andet sted. Der er ret pæn efterspørgsel på lokaler, og der er ikke længere så meget nybyggeri på vej, så vi forventer, at tomgangen vil flade ud i løbet af 2025,” siger Robin Rich, analysechef hos Newsec Advisory.
En anden mægler deler synspunkterne om, at nybyggeriet har været tiltrængt.
”Der er stadig god efterspørgsel på moderne indrettede lokaler, mens det kan være svært at udleje ældre ejendomme. Virksomhederne stiller en del krav, fx om bæredygtighed og vedvarende energi samt om loftshøjder, der tillader robotteknologi og automatisering. I stigende grad udtrykker lejere også bekymring over mulige forældelsesproblemer, som typisk blev overset før på grund af den lave tomgang. Selv om tomgangen er steget, ligger den på et mere naturligt niveau i dag. Internationalt set har vi stadig ret lav tomgang i Danmark – i Europa under ét er den aktuelle tomgang nemlig over 4 procent,” siger analysechef Dragana Marina fra CBRE.
Ved indgangen til 3. kvartal 2024 havde Danmark lidt over 80 millioner kvm lokaler til lager, logistik samt produktion og værksteder. Heraf ligger over 63 procent i Jylland – flest i Sydjylland, inklusive det meste af Trekantområdet, med 15,8 millioner kvm eller en femtedel af det samlede areal. Herefter følger Østjylland med 13,8 millioner kvm eller godt en sjettedel af landets samlede lagerareal.