Fra 2011 til 2021 er andelen af unge, der bor hjemme hos forældrene, steget. Det gælder især for unge, der ikke er i gang med studier. Andelen af hjemmeboende er steget i 93 af 98 kommuner. Det viser en ny analyse fra Danmarks Statistik.
Når de 18 fødselsdagslys på kagen er pustet ud, og gaverne er åbnet, så vælger en del unge at finde flyttekasserne frem i årene derefter. Men en ny analyse fra Danmarks Statistik viser, at de unge pakker færre flyttekasser i 2021 i forhold til 2011. Flere unge mellem 18 og 22 år bliver boende hjemme hos deres forældre. Eksempelvis var 42 procent af de 21-årige hjemmeboende i 2021. Ti år tidligere gjaldt det for 32 procent af de 21-årige.
- Det er især unge, som ikke studerer, der bor hjemme hos deres forældre. Den tendens er forstærket de seneste 10 år, siger Magnus Nørtoft, fuldmægtig i Danmarks Statistik.
I 2021 var 55 procent af de 21-årige, som ikke studerede, hjemmeboende. I 2011 gjaldt det for 43 procent Til sammenligning boede 17 procent af de 21-årige, som samtidig studerede, hjemme i 2021 og 16 procent i 2011.
Lejeboliger: Udvikling og salg. Konferencen afholdes den 6. september 2023.
Vender vi blikket ud i Europa og sammenligner med de øvrige EU-lande, så var relativt få danske unge hjemmeboende i 2022. 18 procent af de danske 20-24-årige havde adresse hjemme hos deres forældre sidste år. I EU boede 74 procent af de 20-24-årige sammen med deres forældre i 2022.
I 93 ud af 98 kommuner er andelen af 21-årige, der er hjemmeboende, højere i 2021 end i 2011.
I opgørelsen findes den højeste andel hjemmeboende 21-årige i 2021 i Albertslund Kommune med 61 procent efterfulgt af Ishøj og Ballerup Kommuner med henholdsvis 54 og 53 procent. De laveste andele findes i ø-kommunerne Læsø og Fanø, hvor mange unge flytter for at påbegynde en ungdomsuddannelse. Andelen af hjemmeboende var derudover lavest i Lolland Kommune med 29 procent hjemmeboende 21-årige.
Dragør, Fanø, Helsingør, Læsø og Solrød er de eneste 5 kommuner, der har oplevet, at færre 21-årige bor hjemme i 2021 i forhold til 2011.