Tschernings hovedkontor i Hedehusene, der er renoveret med 89 procent genbrugs- og genanvendte materialer, har vundet årets Renoverpris.
Kontakt
Tscherning
Der blev rystet en del på hovederne, da adm. direktør Søren Tscherning præsenterede sin idé om at skabe et 1.700 kvm stort genbrugshus til medarbejdere og samarbejdspartnere. Men i april 2024 blev den cirkulære transformation fra gammel lagerhal til Tschernings nye hovedsæde en realitet.
Siden da har huset fået en del opmærksomhed – nu også som vinder af årets Renoverpris 2024, som uddeles af Realdania og Grundejernes Investeringsfond. Og det skaber stolthed hos bygherren, Søren Tscherning:
- I så stærkt et felt er jeg utroligt beæret over at vinde dette års Renoverpris. Det har været en vild og lærerig proces at skabe et genbrugshus. Man sætter jo et benspænd for sig selv, men hvor der er vilje, er der vej. Vi ville gerne være med til at vise, at det godt kan lade sig gøre at tænke i genbrug frem for nyt, også i lidt større skala. Det, synes jeg, vi er lykkedes ret godt med, siger den adm. direktør.
Han roser også arkitekt My Lunsjö fra 3XN GXN for samarbejdet:
- Det havde ikke kunnet lade sig gøre uden My. Vi har udfordret hinanden undervejs, for det er en svær opgave at tegne et stort hus ud fra materialer, vi ikke nødvendigvis har fundet endnu. Men heldigvis var hun frisk på udfordringen, og det har resulteret i et inspirerende, men også hjemligt hovedsæde, mine medarbejdere og jeg selv er utroligt glade for. Derfor skal der også lyde en stor tak til både My og alle vores andre samarbejdspartnere, siger Søren Tscherning.
En anerkendelse til renoveringer med omtanke
Renoverprisen blev stiftet i 2013 som en anerkendelse til renoveringsprojekter, der er med til at vise vejen i den store samfundsmæssige opgave, det er at få renoveret den eksisterende bygningsmasse i Danmark.
I år var 160 projekter indstillet til prisen, og 6 projekter var udpeget som finalister.
Projekterne blev vurderet af en jury på 87 fagpersoner fra byggebranchen på baggrund af seks hovedkriterier: Eksempelværdi, solidt samarbejde, inspirerende ressourcetiltag, faglig kvalitet, blik for brugerne og levende bygningskultur.
- Vinderprojektet har vist markant eksempelværdi, der formår at inspirere og sætte nye standarder i hele byggebranchen, lød det ved prisuddelingen.