Hotellet i det 236 år gamle pakhus har 366 nyrenoverede værelser. Strawberry overtager driften af det historiske hotel tæt på Nyhavn.
Strawberry overtager driften af Admiral Hotel, som svenske Midstar Hotels i november 2019 købte for 725 millioner kr. Koncernen driver i forvejen Villa Copenhagen og Comfort Vesterbro samt lufthavnshotellerne Clarion Hotel Copenhagen Airport og Comfort Hotel Copenhagen Airport.
- At vækste er en del af Strawberrys DNA, og vi har længe ønsket at udvide i København. Admiral Hotel har længe været på listen over hoteller, vi ønsker at drive, så dette er en stor milepæl for os, fortæller Petter A. Stordalen, ejer af Strawberry.
Strawberry har i alt 230 hoteller i 5 lande. Hotellerne er fordelt over 4 kæder og flere end 40 uafhængige hoteller, som Admiral Hotel nu bliver en del af.
Admiral Hotel har til huse i det gamle pakhus fra 1787 på Toldbodgade. Hotellet rummer 366 nyrenoverede værelser fra 2019, heriblandt 6 suiter, 11 møde- og konferencelokaler med plads til op til 300 gæster samt en bistrobar, terrassecafé og restaurant Salt.
Indre København og Strøget - byudvikling og investeringer. Konferencen afholdes den 14. november 2023.
Strawberry overtager driften af hotellet den 1. januar 2024, og ifølge Børsen skal der bruges 100 milioner kr. på et nyt relaxområde, et nyt køkken, en toprestaurant og på at åbne Admiral Hotel op.
Desuden har Strawberry planer om yderligere vækst i både København og resten af Danmark, fortæller Petter Stordalen til Børsen.
Midstar Hotels blev grundlagt i april 2015 af Midstar AB sammen med Alecta, Kåpan, PRI Pensionsgaranti og Riksbankens Jubileumsfond. Midstar Hotels ejer i dag 28 hoteller, 16 i Sverige, 8 i Norge og 4 i Danmark, med i alt 4.683 værelser.