Siden 2014 er der kommet 150.000 flere lejeboliger til, mens antallet af ejerboliger kun er steget med 30.000, viser analyse.
Mens antallet af boliger, der bebos af deres ejere, de seneste ti år er steget med knap 30.000, er der for lejeboliger tale om en vækst, der er 5 gange højere med knap 150.000 flere boliger, beboet med lejere fra 2014 til 2023, viser tal fra Danmarks Statistik, som ejendomsmæglerkæden Estate har analyseret.
Den eksplosive vækst skyldes i høj grad en kombination af stigende boligpriser og de skærpede låneregler, der blev indført efter finanskrisen, vurderer Estate.
- De høje boligpriser har gennem det seneste tiår afskåret mange fra at kunne købe bolig. Og med de indkomstgrænser, der er indført, hvor man maksimalt kan finansiere 4 gange den årlige husstandsindkomst, gør det, at det er blevet mere attraktivt, og i nogle tilfælde den eneste mulighed at leje, siger Thomas Hovgaard, der er presseansvarlig i Estate.
Lejeboliger: Udvikling og salg. Konferencen afholdes den 6. september 2023.
De stigende kvm-priser har i samme periode sat gang i en ny udvikling.
- Udover en stor vækst i lejelejligheder er det interessant, at også flere parcelhuse er endt som lejeboliger. Efterspørgslen på et hus med have har stået i høj kurs længe, og det har samtidig gjort det attraktivt at udleje parcelhuse, fordi lejepriserne har fulgt efterspørgslen, siger Thomas Hovgaard.
I landets største byer, hvor vi har set de kraftigste prisstigninger, har der været en sideløbende tendens til udflytning for at opnå flere kvm for pengene.
- Det har efterhånden været sådan i en årrække, at flytter du fra storbyen til forstæderne eller endnu længere ud, kan du både for flere kvm og en bil for de samme penge, det koster at betale for en bolig i for eksempel København eller Aarhus, siger Thomas Hovgaard.