Byens nye skole og daginstitution ved Ry Hallerne er inspireret af Søhøjlandets natur og skaber sammenhæng mellem daginstitution, skole og fritid. Inden året er omme, er første spadestik taget til den nye skole og daginstitution, der skal ligge ved Ry Hallerne.
Kontakt
Skanderborg Kommune
Byrådet i Skanderborg Kommune har besluttet, at det er Nordstern, som er en fusion af CASA og KPC, der skal stå bag byggeriet. Sammen med ingeniører fra Afry og C.F. Møller Architects skal de skabe hverdagsrammerne for flere hundrede børn og ikke mindst resten af borgerne i Ry, når byggeriet også bliver en del af byens fritidsliv.
- Vi er meget glade for den løsning, Nordstern har præsenteret. Det bliver en rigtig flot og moderne institution med plads og rum til leg og læring og ikke mindst fællesskaber. Vinderprojektet er et resultat af et tæt samarbejde mellem mange forskellige interesser. Jeg er glad for de mange værdifulde input i processen og meget stolt over resultatet, siger formand for Børne- og Ungdomsudvalget Trine Frengler.
Den nye skole skal bygges i fleksible rammer til 3 spor fra 0. til 6. klassetrin. Den får plads til cirka 450-500 elever og 50 medarbejdere. Daginstitutionen kan huse omkring 50 vuggestuebørn og 100 børnehavebørn samt 35-40 medarbejdere.
Skole og daginstitution kommer under samme tag. Daginstitution og indskolingens 0.-3. klasse får plads på stueplan og elever i 4.-6. klasse får klasselokaler på 1. sal med egen indgang via trappe fra cykelparkering.
Foruden skolens mellemtrin bliver personalerum samlet på 1. sal for både skole og daginstitution, så der bliver større mulighed for faglig sparring og videndeling mellem lærer og pædagoger. Desuden vil der på 1. sal blive plads til administrationen og pædagogisk læringscenter.
Fællesarealerne på skolen bliver skabt med inspiration fra naturen og terrænet i Søhøjlandet. Med nære naturområder som Knudsø, Siim skov og ”Slugten” bliver der rig mulighed for at invitere naturen med indenfor. De kommende børn vil således lære om naturen, mens de er omgivet af naturen. Variationen i landskabet trækkes med ind, hvor børn og elever får mulighed for bevægelse i et inspirerende inde miljø.
Skolebyggeriet i Ry er mere bæredygtigt, end det nationale bygningsreglement kræver. Byggeriet i Ry har en CO2-udledning på kun ni kilo pr. kvm. pr. år. Det nationale krav er på 12 kilo CO2 pr. kvm. pr. år.
Den nye skole og daginstitution bliver også et aktivt og levende omdrejningspunkt for Ry og omegn. Området ved Ry Hallerne, hvor byggeriet placeres har allerede en særlig funktion som byens centrum for sport og motion. Det bliver styrket med opførelsen af den nye skole og daginstitution, der introducerer en række nye udendørs aktivitetsområder. Flere af faciliteterne kan anvendes af byens borgere udenfor skolens åbningstid. Dermed danner byggeriet ramme for nye fællesskaber.
- Vi er begejstrede for, at der med den nye skole og daginstitution, fortsat vil være let adgang til Ry Hallerne og boldbanerne – både fra skolens nye parkeringsplads og fra den nuværende parkeringsplads. Det kommende byggeri bliver nemlig åbent for alle borgere i fritiden, siger, Trine Frengler.
Den grønne passage mellem skole/daginstitution og hallerne er en overdækket gang, så man kan komme tørskoet til idrætscentret. Her bliver også plads til byens foreninger og andre aktive sjæle.
- Ideen med ”Den grønne passage” er, at det giver rum med mulighed for markeder og andre arrangementer, hvor det er smart at være udenfor, men i ly for regn og blæst. Skolens faglokaler bliver samlet i forlængelse af passagen, som ”perler på en snor” omkring skolens fællesareal til brug for foredrag, foreninger og andre, der vil benytte skolens faciliteter i fritiden, siger centerleder i Ry Hallerne, Alf Christensen.
I planen over byggeriet er der også en mulighed for at bygge en ny multihal på 1.500 kvmr. Det er nu op til Byrådet, om de kan finde penge til finansieringen i den kommende budgetproces.
Kontrakten med Norstern indgås efter stand-still periodens ophør.
Første spadestik tages i november 2024, og byggeriet skal stå klar til skolestart august 2026.