Kolding Byråd er vært, når alle gode kræfter mødes 4. november 2024 til kickoff på en stor og bred indsats for Kolding Midtby.
Kontakt
Kolding Kommune
Til mødet deltager ud over byrådet også repræsentanter for tre grupper, der allerede arbejder på at sikre mere liv i Kolding bymidte, nemlig Bylivsforum, den nyetablerede Ejendomsejergruppen og Detailværket, som er en gruppe under Business Kolding.
- Midtbyen er noget, vi skaber sammen. Og denne aften forsøger vi at samle alle, som gerne vil være med til at gøre en forskel for Kolding, så vi kan få fokus på alt det, der allerede sker i midtbyen, og så vi sammen kan få gode idéer til, hvordan vi får en endnu mere levende og attraktiv bymidte. Vi har inviteret nogle, vi ved, allerede interesserer sig for emnet, og som arbejder for sagen. Men alle er velkomne, så hvis man sidder derhjemme og har lyst til at bidrage, er det bare med at møde op, understreger borgmester i Kolding Kommune Knud Erik Langhoff.
Store forandringer og udfordringer
Bymidterne kæmper med at håndtere store forandringer og udfordringer. Opgaven er at genoplive byerne og udnytte deres kulturhistoriske værdier og gøre dem til bedre steder at bo, arbejde og opleve.
Kolding Kommune, Business Kolding og Syddansk Universitet har i august 2024 indgået et nyskabende samarbejde, hvor forskerne fra universitets campus i Kolding vil udforske byudviklingens dybere lag.
Samarbejdet vil inddrage lokale erhvervsdrivende, ejendomsejere og brugere af byens faciliteter for at skabe en forståelse af, hvad der driver den økonomiske og sociale dynamik i bymidterne. Der vil blive lagt vægt på at granske innovative løsninger til at aktivere tomme arealer og sætte gang i nye former for investeringer og anvendelser. Måske skal man justere balancen mellem erhvervs- og boligareal. Måske kan bykernen med nye måder at forvalte på komme til at rumme mere af Koldings særdeles kreative fritids- og kulturliv.
”Som mange andre byer har Kolding en bymidte, hvor der sker en masse, men hvor der umiddelbart kan se lidt tomt ud på grund af lukkede butikker, og hvor byens liv derfor ikke opleves så omfangsrigt. Derfor har vi i Kolding et stort politisk fokus på bymidten. Så jeg er meget glad for at Syddansk Universitet har valgt at benytte Kolding som case i projektet. Jeg ser frem til samarbejdet og resultaterne, som forhåbentlig kan bruges til at understøtte en positiv udvikling for at få fornyet livet i vores bymidte”, sagde Knud Erik Langhoff i forbindelse med etableringen af samarbejdet mellem de 3 aktører.
Projektet, støttet af Den filantropiske forening Realdania, vil ikke kun gavne Kolding, men også tjene som en værdifuld viden for andre byer, der kæmper med lignende udfordringer.
Resultaterne af dette forsknings- og udviklingsarbejde vil blive anvendt i Kolding Kommunes arbejde med en bæredygtig udvikling i bymidten. Det forventes også, at resultaterne kan informere Regeringen og Folketinget om nødvendige ændringer i lovgivningen for at fremme en positiv udvikling i Danmarks byer.