I 2. etape af udviklingsområdet midt i København har 4 tårne bestående af boliger og hotellejligheder har rejst sig.
Postbyen midt i København tager form. I alt 6 bygninger på samlet 92.000 kvm forventes at stå færdige i 2025. Den 17. august 2023 var der rejsegilde på etapen sammen med kontorbygningen The Stamp og en Health Club.
Når hele bydelen står endeligt færdig i 2028, er der i alt blevet bygget 235.000 kvm med boliger, almene boliger, ungdomsboliger, hotellejligheder og kontorbygninger, heriblandt også Danske Banks nye domicil, som allerede står færdig.
Bag udviklingen af den nye bydel står Hos Danica Pension.
Højhusbyggeri: Krav, løsninger og projekter. Konferencen afholdes den 14. maj 2024.
- At bygge en hel ny bydel om fra grunden er et enormt projekt, og det er derfor glædeligt, at vi med rejsegildet kan markere, at bydelen er godt undervejs. De 4 tårne i Postbyens 2. etape, hvoraf det højeste tårn, på højde med rådhustårnet, indeholder boliger i 29 etager. Tårnene er i smuk arkitektur, der vil tage sig godt ud i Københavns skyline, siger Ann-Marie Lewis, der er udviklingsdirektør for Postbyen i Danica Ejendomme og ansvarlig for 2. etape.
Kontorbygningen The Stamp er klar til udlejning allerede fra september 2023.
- Vi har gennem længere tid oplevet en stor interesse for The Stamp, og vi er glade for at kunne tilbyde lejere moderne lejemål med en så central placering midt i København med kun et par minutters gang til Hovedbanegården, siger Ann-Marie Lewis.
Totalentreprenør på opførelsen af de 4 tårne, Health Club og kontorbygningen The Stamp i Postbyens 2. etape, er Nordstern.
- Uanset hvor længe man er i byggebranchen, er det sjældent, man får lov at opleve at være med til at opføre et byggeri som dette. Alt er unikt: Størrelsen, sammensætningen, beliggenheden, arkitekturen og ikke mindst det gode samarbejde med Danica Ejendomme og rådgiverne. Det er en stor glæde at kunne markere, at et så stort og komplekst projekt skrider fremad efter planen, siger Jesper Henkel, CPO, fra Nordstern.
Fakta om Postbyen
- Postbyen udvikles i 3 etaper, og hele området forventes at være færdigudviklet i 2028.
- Etape 1 omfatter Danske Banks domicil, som er færdigt og klar til Danske Banks indflytning.
- Etape 2 rummer kontorbygningen The Stamp, fire tårne med boliger og hotellejligheder, en bygning med sundhedstilbud, p-kælder samt terræn. Denne etape står klar i 2025. Hele etape 2 ejes af Danica Pension.
- Etape 3 består af boliger, almene boliger, ungdomsboliger og erhverv, og står klar i 2028. DSB Ejendomsudvikling og Danica Pension er ligeværdige partnere i det nye område, idet begge vil eje 50 procent.
- Der skal bygges i alt cirka 235.000 kvm.
- Postbyens plads er på størrelse med Sankt Hans Torv.
- Det anslås, at mindst 6.000 mennesker vil arbejde i Postbyen.
- Der bliver 5.500 cykelparkeringspladser og 1.000 bilparkeringspladser.
Fakta om Danica Ejendomme
Danica Ejendomme er ejet af Danica Pension og er blandt Danmarks største ejendomsinvestorer med cirka 38 milliarder kr. investeret i 110 bolig- og erhvervsejendomme, primært i København og Aarhus.
Fakta om Nordstern
Nordstern er ejet af ActivumSG og skabt ved sammenlægningen af Casa og KPC. Nordstern i dag en landsdækkende ejendomsudvikler og totalentreprenør repræsenteret i Aarhus, Herning, Horsens og København. Med en omsætning på 6. milliarder kr., 500 medarbejdere og en målsætning om at certificere alt nyt bolig- og kontorbyggeri fra 2023 har Nordstern en ambition om at sætte nye standarder indenfor bæredygtigt erhvervs- og boligbyggeri i Danmark.