Vinderen af totalentreprisekonkurrencen på en ny daginstitution i Dronningborg er nu valgt af Randers Kommune. Det bliver PN Tømrer & Byggefirma, der skal bygge institutionen til 150 vuggestue- og børnehavebørn.
De 150 kommende børn i Dronningborgs nye daginstitution, kan glæde sig til et hus, der bliver bygget med fokus på bæredygtighed, blomstrende udeliv og et byggeri, der byder på mulighed for motorisk udvikling både indendørs og udendørs. Institutionen bliver opført med 4 grupperum til vuggestuebørn og 4 grupperum til børnehavebørn, men fleksibelt indrettet, så fordelingen af pladser kan ændres efter behov.
PN Tømrer og Byggefirma er valgt blandt 3 tilbudsgivere til at være Randers Kommunes samarbejdspartner i totalentreprisen. PN Tømrer og Byggefirma arbejder i projektet sammen med den rådgivende ingeniør Vognsen.
Skoler - cases, projekter og erfaringer. Konferencen afholdes den 16. november 2023.
- Vi fik 3 spændende projekter som svar på vores udbud på en ny daginstitution. Men særligt projektet fra PN Tømrer og Byggefirma var meget gennemarbejdet i forhold til både pædagogik, indretning/planlægning og ikke mindst fokus på bæredygtighed. Og dermed passer dette projekt rigtig godt til kommunens profil og det, vi gerne vil skabe med det nye byggeri i Dronningborg, siger Lars Lynghøj, dagtilbudschef i Randers Kommune.
Det nye dagtilbud i Dronningborg forventes at stå klar til indflytning inden udgangen af 2024. Den samlede økonomi for institutionen er på 36,6 millioner kr. Byggeprocessen går nu i gang, og projektet bliver DGNB-certificeret.