Køberen overtager grunden med henblik på drift af logistikvirksomhed og byggeri af et højlager.
I forbindelse med byrådsmødet den 9. oktober 2023 har byrådet i Kerteminde Kommune godkendt salget af 107.000 kvm erhvervsjord i Langeskov Syd. Grunden er en del af erhvervsområdet, der grænser op til den fynske motorvej.
I foråret 2022 henvendte Nexst Development sig til Kerteminde Kommune og reserverede erhvervsjorden i Langeskov Syd. Der har siden været forhandlinger om vilkårene i lokalplanerne for området og vilkårene for salget, som nu er faldet på plads og herefter også politisk godkendt.
- Vi har igennem længere tid haft en god dialog med Kerteminde Kommune om vilkårene for at kunne bruge grunden i Langeskov til det, vi har i tankerne. Jeg er glad for, at Byrådet har godkendt den betingede købsaftale, så vi kan gå i gang med trække stregerne til, hvordan byggeriet kan se ud og forhåbentlig få en lokalplan på plads inden for relativt kort tid, siger direktør i Nexst Development, Morten Wismann.
Træ - det bæredygtige byggemateriale. Konferencen afholdes i Aarhus den 30. maj 2024.
Den samlede købesum tilfører kommunen over 20 millioner kr., og overtagelsesdatoen forventes at blive i midten af 2025.
- Det betingede salg er endnu et bevis på, at der er rift om den attraktive erhvervsjord tæt på motorvejen. Vi er glade for at aftalen er faldet på plads, og at der er udsigt til flere private arbejdspladser til kommunen, siger Kerteminde Kommunes borgmester, Kasper Ejsing Olesen (S).
Salget er betinget af, at der udarbejdes ny lokalplan for arealet. Hvis handelen gennemføres som planlagt, er der efterfølgende nu godt 30.000 kvm erhvervsjord tilbage i Langeskov Syd.
Efterspørgslen på erhvervsjorden i Langeskov, efterlader også Kerteminde Kommune med et positivt problem.
- Siden forrige byrådsperiode har vi haft ekstra fokus på at få solgt erhvervsjord i Langeskov. Så det er dejligt, at vi nu er kommet til at have et positivt problem – nemlig at vi meget snart render tør for ledig erhvervsjord. Så vi skal have kigget på, hvor og hvordan vi kan udbyde nye arealer til attraktive erhvervsgrunde, siger Klavs Lauridsen (K), der er formand for Kerteminde Kommunes Erhverv- og Vækstudvalg.