Hovedentreprenørens konkurs og stigende priser på byggematerialer får prisen på skolebyggeri til at stige fra 128,5 millioner kr. til 168,4 millioner kr.
I 2020 vedtog Aarhus Byråd, at Tovshøjskolen skulle ombygges og moderniseres, så den fremover kan fungere som specialskole for elever fra Stensagerskolen samt specialdagtilbud for børn med særlige behov. Der blev afsat 128,5 millioner kr. til projektet.
Byggeriet er godt i gang og skole og dagtilbud kan slå dørene op for de første børn efter sommerferien.
Byggeprocessen har dog ikke været uden udfordringer. Undervejs gik hovedentreprenøren, STB Byg, konkurs, og det betød, at byggeriet blev forsinket. Konkursen og den efterfølgende forsinkelse betyder også, at projektet er blevet dyrere end først beregnet.
Efter konkursbegæringen blev det nødvendigt at indgå nye aftaler med underleverandørerne, så byggeriet hurtigt kunne igangsættes igen. De blev dyrere end de oprindelige aftaler på grund af de generelle prisstigninger på materialer og arbejdskraft, som har præget bygge- og anlægsbranchen. Desuden har den forlængede byggetid også betydet, at der har været følgeomkostninger til blandt andet leje af materialer.
Skoler - cases, projekter og erfaringer. Konferencen afholdes den 16. november 2023.
Derfor søger Børn og Unge nu Magistraten og Aarhus Byråd om en tillægsbevilling på 39,9 millioner kr., som skal dække merudgifter i forbindelse med byggeriet af Stensagerskolen.
- Det er først og fremmest glædeligt, at den nye og moderniserede udgave af Stensagerskolen snart kan åbne dørene for de børn, som har brug for den. Desværre er byggeriet blevet dyrere end forventet, og det skyldes især, at vores hovedentreprenør gik konkurs sidste år. Vi valgte hurtigt at lave nye aftaler med nogle af underleverandørerne, og de blev dyre fordi priserne på materialer og arbejdskraft er steget markant den seneste tid. Desuden blev der opdaget en række fejl og mangler ved byggeriet, som skulle udbedres, fortæller bygningschef hos Børn og Unge, Anne Marie Due Schmidt.
Børn og Unge forventer et juridisk efterspil i forhold til projektets parter i forbindelse med de forhøjede udgifter.