Der skal bygges boliger på parkeringspladsen ved Scandinavian Center i Aarhus, ligesom der skal opføres en ny teaterbygning.
Ifølge Børsen vil Sampension, Danica og ATP Ejendomme, som ejer Scandinavian Center i Aarhus, udvikle ejendommen i samarbejde med entreprenøren Nordstern og arkitektfirmaet Aart Architects. Der skal bygges boliger på parkeringspladsen foran centret, mens der skal opføres en bygning til et danseteater på bagsiden af ejendommen.
– Vi vil gerne være med til at skabe endnu mere liv i området. Og her kan centerets passage især bidrage som et vigtigt bindeled mellem det centrale Aarhus omkring rådhuset og alt det nye, som er skudt op ved Godsbanen, siger Martin Rauhe Pedersen, senior porteføljemanager i Sampension og formand i Aarhus Congress Center, til Børsen.
Jylland: Nyeste regler for generationsskifte af ejendom. Kurset afholdes den 25. maj 2023.
Scandinavian Center er tegnet af Friis & Moltke og opført i 1995. Oprindeligt var det meningen, at centret skulle rumme et eksklusivt butikscenter, men ejendommen rummer i dag hovedsageligt hotel og erhverv.
I centret ligger der blandt andet et fitnesscenter, et privathospital og et 2.000 kvm stort kongrescenter. Dertil kommer det 4-stjernede Hotel Radisson Blu med 234 værelser og 2 restauranter.