Pensionsselskabet vil bygge et 3.650 kvm stort kontorprojekt i 8 etager. Den første lejer er på plads.
Da AP Pensions datterselskab, AP Ejendomme, og Randers Kommune sidste år indgik en aftale om at stifte det fælles arealudviklingsselskab, Flodbyen Randers P/S, forpligtede AP Ejendomme sig til at købe 27 procent af byggeretterne i det store udviklingsprojekt, der skal omdanne Flodbyen Randers fra havneområde til en moderne og central bydel lige ved Gudenåens udmunding ved Randers Fjord.
Men udover det, som AP Ejendomme har forpligtet sig til at bygge på, har selskabet nu købt den såkaldte Shell-grund i Flodbyen, hvor man vil opføre kontor- og ejendomsdomicilet Bryggen.
Den kommende ejendom skal både rumme erhverv og boliger, og den første lejer er allerede på plads. Sydbank vil nemlig flytte sin nuværende Randers-filial til Bryggen, når ejendommen står endeligt opført. Den nyindkøbte grund er en del af yderligere 23 procent af byggeretterne, som AP Ejendomme kan vælge at købe af arealudviklingsselskabet, og AP Ejendomme har nu valgt at udnytte denne mulighed.
Administrerende direktør i AP Ejendomme, Peter Olsson, glæder sig over aftalen med Sydbank, der lejer sig ind på 2 etager i den kommende ejendom, hvor der blandt andet også vil komme 11 lejligheder. AP Pension har indgået en langvarig aftale med Sydbank.
Træ - det hotte byggemateriale. Konferencen afholdes i Aarhus den 30. maj 2024.
- Vi mener, at hele området byder på et enormt stort potentiale. Derfor har det ikke været en svær beslutning for os at købe denne grund, som vi ser som en rigtig god investering. Vi tror på, at både erhvervsliv og borgere vil kunne se de mange kvaliteter, der er i projektet, og med tiden er vi overbeviste om, at Flodbyen bliver et centralt punkt i hele regionen. Derfor vil vi heller ikke udelukke, at vi kommer til at købe flere grunde i Flodbyen, siger administrerende direktør i AP Ejendomme, Peter Olsson, der ikke ønsker oplyse, hvor meget AP Ejendomme har betalt for grunden, der har en samlet størrelse på 1.620 kvm.
Ifølge direktør i arealudviklingsselskabet Flodbyen Randers P/S og projektchef i AP Ejendomme, Jesper Plauborg, er der godt gang i realiseringen af Flodbyens første del.
- Vi har fart på realiseringen af 1. etape i udviklingsplanen for Flodbyen. Her bliver Bryggen et vigtigt knudepunkt sammen med de kommende byggerier langs områderne Trangstræde og Bolværksgrunden. I henhold til udviklingsplanen bygges der omkring det nyligt flyttede Havnegadekryds i 6-9 etager. Flodbyen vil også her være garant for, at byggerierne bliver af høj kvalitet og med udadvendte funktioner i stueetagerne, der henvender sig til byens liv og den nye byforbindelse med for eksempel café eller lignende, siger Jesper Plauborg, der oplyser, at der fortsat er ledige erhvervslejemål i ejendommen.
Aftalen er betinget af den videre lokalplanproces i Randers Kommune, byrådets endelige vedtagelse af lokalplanen samt relevante tilladelser. Udarbejdelsen af lokalplansforslaget forventes igangsat i starten af 2024.