En villa på 150 kvm er blevet 113.000 kr. mere værd fra januar til udgangen af november 2023. Der er dog udsigt til en vis afmatning i det nye år, lyder det fra ejendomsmæglerkæde.
Selvom international uro og stigende renter har præget verden det seneste år, har det alligevel været en god forretning at være boligejer i 2023. I gennemsnit er en villa på 150 kvm nemlig blevet 113.000 kr. mere værd fra januar til udgangen af november, når man regner på salgspriserne henover over 2023 fra Boligsiden.dk.
Ifølge ejendomsmæglerkæden Estate, som står bag beregningerne, er det en overraskende og imponerende udvikling, der har præget boligpriserne i 2023.
- Med udsigten til stigende renter og generel international usikkerhed i starten af 2023 ville de fleste nok have købt den faktuelle udvikling på forhånd. Med en næsten 10-dobling af renteniveauet er det i sig selv ejendommeligt, at boligpriserne ikke er faldet. Men trods de dunkle udsigter kan landets parcelhusejere glæde sig over et år, hvor de på papiret blev godt 100.000 kr. mere formuende, siger Thomas Hovgaard, der er presseansvarlig i Estate.
Sådan gør vi havnen til dynamisk byområde. Konferencen afholdes den 11. januar 2024.
Lyder 100.000 kr. af meget, er det stadig pebernødder i forhold til, hvordan landets ejerlejlighedsejere må have oplevet 2023. En ejerlejlighed på 100 kvm er nemlig blevet 236.200 kr. mere værd på papiret i løbet af året, viser beregninger af de nyeste tal.
- Det svarer til en pæn årsløn efter skat, at en ejerlejlighed i gennemsnit er steget i værdi. Her er det udsigten til de stigende ejendomsvurderinger, der har sat turbo på handlerne og fået priserne til at blive ved med at stige henimod årsskiftet. Først her i årets sidste måned ser vi, priserne begynde at flade lidt ud, siger Thomas Hovgaard.
Han mener, at de betydelige prisstigninger er godt nyt i forhold til, hvad der kunne vente i starten af 2024.
- Vi må nok se i øjnene, at der er en vis chance for afmatning i det nye år, og derfor er det ekstra positivt, at der så at sige er opbygget en mindre buffer, hvis handelsaktiviteten og boligpriserne skulle vise sig at falde. Intet er dog sikkert på forhånd på det danske boligmarked, hvor snart sagt alt kan ske. Når 2024 en gang går på hæld, kan vi ikke afvise, at det er den samme historie, vi skal fortælle igen, siger Thomas Hovgaard.