Der skal gøres plads til 38 parcelhuse og 16 gårdhavehuse på det 100.000 kvm store landbrugsareal.
En ny lokalplan for et 100.000 kvm stort landbrugsareal, der grænser op til Fladbro Skov i den nordlige del af Stevnstrup mellem Randers og Langå, skal bane vejen for et nyt boligområde med 54 huse.
Politikerne i byrådet i Randers Kommune besluttede den 30. november 2023 at sende lokalplanforslaget i 4 ugers offentlig høring. Forslaget skal gøre det muligt at opføre 38 parcelhuse og 16 gårdhavehuse.
- Lokalplanforslaget giver mulighed for et attraktivt boligområde med luft imellem husene, gode forbindelser til naturen og gode muligheder for udsigt, sagde borgmester i Randers Kommune, Torben Hansen (S), på byrådsmødet.
Parcelhusgrundene vil komme til at ligge i skrånende terræn. og ifølge forslaget bliver grundene gennemsnitligt 900-1.300 kvm store. Det skal gøre det lettere at placere boligerne i landskabet og samtidig skabe et åbent område, hvor flest muligt kan få glæde af udsigten, oplyser kommunens forvaltning.
Træ - det bæredygtige byggemateriale. Konferencen afholdes i Aarhus den 30. maj 2024.
Gårdhavehusene kommer til at ligge på grunde på 300-400 kvm i et fladt område nærmest Fladbro Skov. Også her vil der blive tale om en åben bebyggelse med stort fælles opholdsareal.
Bebyggelsesprocenten fastsættes til 25 procent for parcelhusene og 26 procent for gårdhavehusene, selvom kommuneplanen tillader henholdsvis 35 procent og 40 procent.
Arbejdet med plangrundlaget for det kommende boligområde har været i gang siden 2018. I løbet af processen er antallet af boliger blevet reduceret fra 76 til 54 boliger.
For at håndtere regnvand etableres et større regnvandsbassin på områdets lavest beliggende areal ud mod Randersvej. Mod Randersvej etableres en støjvold for at beskytte boligerne i lokalplanområdet mod støj fra vejen.
Der bliver vejadgang til området fra fra Skovparken, der er forberedt til at skulle forlænges.