De gamle tagtyper fravælges i stigende grad, mens nye typer vinder frem, når der bygges nye parcelhuse, eller gamle tage skal udskiftes. Et godt tag kan være alfa omega, når huset skal sælges, vurderer landsdækkende mæglerkæde
I gamle dage lagde danske parcelhusejere per automatik tegl eller eternittag på deres huse, men over de seneste ti år er de begyndt i stigende grad at vælge nye og mere alternative tagtyper. Det viser tal fra Danmarks Statistik, som ejendomsmæglerkæden Estate har analyseret.
Især flade tage, de såkaldte built-up tage, tagpap, metaltage, glastage og grønne tage er blandt de nye favoritter, hvorimod flere dropper deres asbesttage, mens det klassiske tegltag udvikler sig status quo.
Ifølge ejendomsmæglerkæden Estate er der kommet et større fokus på bæredygtighed og især æstetisk, som kan spores på landets parcelhustage.
- Den store mængde parcelhuse, der blev opført i tresserne og halvfjerdserne, får skiftet tage i disse år, fordi mange tagtyper fra den tid kun har en begrænset levetid, men det er langt fra hver gang, at man lægger den samme type tag igen, fortæller Thomas Hovgaard, der er presseansvarlig i Estate.
De nye brandkrav, brandcertificering - planlægning og løsninger. Kurset afholdes den 5. marts 2024.
I mæglerkæden har man også noteret, at et nyt tag betyder noget for boligejerne.
- Et udtjent tag står ikke på ønskelisten hos særligt mange boligkøbere, da det typisk er en betydelig økonomisk post at skifte et tag. Især med de stigende materialepriser og håndværkerlønninger, vi har set det seneste år. Derfor er det også fornuftigt, at man som udgangspunkt ikke sætter sit hus til salg med et tag, der er proppet med K3'ere i tilstandsrapporten, siger Thomas Hovgaard.
Han mener, at parcelhusets tag er en af boligens vigtigste bygningsdele.
- For det første skal et hus være tæt, da indtrængen af vand kan blive en katastrofe for boligejeren. Med det voldsomme vejr, vi ser i øjeblikket, er opmærksomheden ikke blevet mindre. Et nyt tag gør samtidig et hus langt mere iøjnefaldende. Og der kan ved en tagudskiftning være mulighed for at nedbringe boligens CO2-udslip, enten ved ekstra isolering eller ved at etablere solceller, siger Thomas Hovgaard.