Regeringen vil med nye regler sikre, at gamle byggematerialer fra nedrivning af bygninger på 250 kvm eller derover i højere grad kan genbruges og genanvendes.
Regeringen vil sikre, at materialer fra bygninger, der rives ned, sorteres under selve nedrivningen og dermed i højere grad bliver genanvendt og genbrugt.
Forslaget udspringer af den politiske aftale Klimaplan for en grøn affaldssektor og cirkulær økonomi fra 2020. Reglerne vil gælde for bygherrer og virksomheder, der nedriver bygninger på 250 kvm eller mere.
Træbyggeri. Konferencen afholdes den 5. december 2023.
- Der er et kæmpe potentiale for bedre ressourceudnyttelse i byggebranchen, og derfor skal vi tænke mere bæredygtigt, så vi skaber mindre affald og mindre spild, samtidig med at vi genanvender og genbruger flere af de allerede eksisterende materialer. Det er jo oplagt, at for eksempel gamle mursten eller teglsten ikke kasseres, hvis de kan bruges til nye huse. Med selektiv nedrivning kan vi tage et stort skridt i den rigtige retning, siger miljøminister Magnus Heunicke (S).
Lovforslaget forventes fremsat i december 2023, og det forventes sammen med bekendtgørelsesreglerne at træde i kraft 1. juli 2024.
Fakta
Med de nye regler og den eksisterende teknologi forventes det i gennemsnit, at:
- 14 procent af beton i høj kvalitet kan genanvendes (tæt på 0 procent i dag), og at 12 procent kan genbruges (tæt på 0 procent i dag)
- Omkring 60 procent ubehandlet træ kan genanvendes (40 procent i dag), mens cirka 9 procent kan genbruges (tæt på 0 procent i dag)
- Cirka 27 procent tegl, klinker og mursten kan genbruges (tæt på 0 procent i dag)
Affaldsproducerende virksomheder er i dag forpligtet til at sortere bygge- og anlægsaffald over 1 ton. Men sorteringen sker ofte først, når bygningen er revet ned, og derfor ender mange nedrevne byggematerialer i restaffald eller til nyttiggørelse frem for at blive brugt i nye bygninger.
Bygherre skal med kvalificeret personale sørge for at udarbejde og udfylde nedrivningsplanen.
Bygningerne skal efterfølges nedrives nænsomt, så byggematerialet løbende kan sorteres, og materialerne i højere grad kan genbruges eller genanvendes. Samtidig bidrager reglerne til at sikre, at byggematerialer, der indeholder miljø- og sundhedsfarlige stoffer, bliver håndteret på forsvarlig vis.
Kompetencer i selektiv nedrivning skal højnes, og viden og værktøjet skal udbredes, så værdien af nedrevne byggematerialer udnyttes til fulde.
Kravene gælder for nedrivning af bygninger på 250 kvm eller derover.