En ny æra starter i Blokhus, når Café Peace bliver til Kancelligaarden Café & Brasserie. Navneskiftet skyldes, at en ny forpagter er fundet.
Lige straks slår Kancelligaarden Café & Brasserie dørene op til en ny begyndelse i den store hvide restaurationsejendom på torvet i Blokhus. Den nye forpagter er Jochen Elsner, som er et kendt ansigt i restaurationsbranchen og ligeledes kender Blokhus. Han fortæller:
- Jeg er glad for at få fingrene i restaurationen i Blokhus. Jeg har tidligere arbejdet 7-8 år i Blokhus og ser meget frem til at vende tilbage til byen, som er i en fantastisk udvikling. Anne Kønig og hendes team har virkelig formået at skabe en god forretning over de seneste to år, og jeg glæder mig meget til at følge trop, udtaler han.
Bortforpagter af ejendommen er Anne Kønig, som har drevet Café Peace i ejendommen.
Ferieprojekter: Investeringer og luksusbyggeri vokser markant. Konferencen afholdes den 21. marts 2023.
- Vi har været glade for de sidste 2 år i Blokhus, hvor der virkelig har været travlt. Men vi må også erkende, at der kun er 24 timer i døgnet. Derfor har vi valgt at fokusere på vores café i Aalborg, siger Anne Kønig.
EDC Erhverv Poul Erik Bech Aalborg har bistået med at hjælpe en ny forpagter.
- Vi er glade for at have hjulpet med at finde den nye forpagter til den historiske ejendom i Blokhus. Jochen og hans team åbner restauranten snarest muligt for at være helt klar til påsken, hvor der er ekstra gang i Blokhus. Det bliver spændende at følge med i det nye projekt. Tillykke til både Jochen og Anne med den nye aftale, siger direktør og partner i EDC Erhverv Poul Erik Bech, Frank Jensen.