Lager- og produktionsejendom på over 12.000 kvm tæt på den kommende 3. Limfjordsforbindelse er blevet solgt.
Ejendommen, der er domicil for Desmis hovedkontor og siden 2008 har været ejet af selskabet K/S Tagholm Nørresundby, ligger i et erhvervsområde i Nørresundby få hundrede meter fra Aalborg Lufthavn og cirka 6 kilometer fra E45.
Derudover kan produktionsvirksomheden formentligt se frem til en 3. Limfjordsforbindelse tæt ved ejendommen og logistisk set gøre beliggenheden endnu bedre.
Efter flere interesserede købere, har ejerne i Desmi, der fremstiller pumpesystemer og miljøudstyr til hele verden, udnyttet deres forkøbsret og købt ejendommen. Det skyldes blandt andet deres etablerede produktionsfaciliteter på ejendommen, hvorfor det gav mening at udnytte forkøbsretten.
Det fortæller Claus Sondrup, senior director & partner hos Colliers, der også bekræfter salget og den stigende interesse, der er inden for industri og logistik:
- Salget af ejendommen bekræfter interessen for industri- og logistiksegmentet. Vi solgte ejendommen for mere end 10 år siden i en sale and lease back-transaktion til den nuværende ejerkreds. Over tid får ejendommen en endnu bedre beliggenhed, når den 3. Limfjordsforbindelse forhåbentlig bliver en realitet, udtaler han.
Aalborg: De store projekter. Konferencen afholdes den 27. april 2023.
For køber har det også været en meningsfuld handel. Selskabet har fået ny hovedaktionær i form af den amerikanske kapitalfond One Equity Partners (OEP), der har overtaget 75 procent af Desmi, mens direktør Henrik Sørensen og finansdirektør Jan Thaarup ejer de resterende 25 procent.
- Og den nye hovedaktionær har ikke ønsket at tage ejendommen på balancen, men vi finder det rigtigt som fremtidige medaktionærer at udnytte forkøbsretten og dermed holde ejerskabet af ejendommen tæt på Desmi, siger Henrik Sørensen.
Rådgiver og administrator for sælger, Holmsberg Administration, udtrykker ligeledes stor tilfredshed om processen:
- Vi har været meget tilfredse, da alle parter bidrog til en smidig salgsproces, fortæller direktør i administrationsselskabet Anders Holmsberg.
Desmi fremstiller pumper og flowteknologiløsninger til flere forskellige brancher, herunder Marine & Offshore, Industri, Olieopsamling, Forsvar, og Forsyning.