Første etape af den omfattende renovering af Langeliniekaj i Københavns Havn er nu færdig, og kajen kan dermed snart tage imod krydstogtskibene og alle turisterne.
Kontakt
NCC
Det er NCC’s funderingsenhed Hercules Fundering, der står for renoveringsarbejdet, og holdet er allerede godt i gang med anden etape af projektet.
”Det er meget tilfredsstillende, at vi nu kan aflevere den første del af projektet, så krydstogtturisterne kan nyde vores smukke hovedstad. Arbejdet med anden etape er allerede i fuld gang, og vi ser frem til at fortsætte det gode samarbejde med By & Havn," siger Troels Bolvig Hansen, Projektchef i Hercules Fundering under NCC Infrastructure.
Kajen har været spærret af siden efteråret 2022. Hercules Fundering er startet fra nord ved det lille fyr og nærmer sig nu stykket mod Isbjørnestatuen.
Hercules Fundering er en del af NCC Infrastructure og en af landets førende entreprenører inden for havne- og vandbygning. Virksomheden har derfor masser af erfaring i at udføre opgaver som den ved Langeliniekajen.
”Vi ser frem til at fortsætte opgaven for By & Havn. Det er jo ikke et hvilket som helst sted, vi arbejder, men i Hercules Fundering har vi de seneste år gennemført en lang række havneprojekter og kajrenoveringer i hele Danmark. Vi har derfor et stærkt team til at udføre opgaven på Langelinie,” siger Troels Bolvig Hansen.
Entreprisen af Langelinie omfatter alt lige fra fjernelse af den eksisterende betonbundsikring på cirka 650 meter af kajstrækningen, etablering af en ny spunsvæg med jordankre på en 1 km lang strækning, til opsætning af pullerter på 64 nye støbte pullertfundamenter samt fremrykning af eksisterende fendere. Dertil skal der etableres nyt kajudstyr som redningsstiger og redningsliner, ligesom spildevandshåndteringssystemet for krydstogtskibene skal færdiggøres, så sort spildevand føres fra skibene til den offentlige kloak og videre til rensningsanlægget på Lynetten.
Når alle 790 spuns er rammet ned foran den eksisterende gamle Langeliniekaj, fastgøres spunsvæggen ned i den Københavnske kalk med mere end 500 borede jordankre på mellem 26-42 m. Herefter fjernes de eksisterende granitsten fra den gamle kaj, og stenen bliver efterfølgende genbrugt og monteret på toppen af den nye spunsvæg.
I forlængelse af at kajen renoveres, vil der senere blive etableret landstrømsanlæg for krydstogtskibene i lighed med anlægget på Oceankaj i Ydre Nordhavn.
Efter planen skal anden etape være færdig i løbet af første del af 2025.