Tegnestuen Mejeriet har ansat Maria Beyer Skydt som CEO
Kontakt
Tegnestuen Mejeriet
Marias hovedansvar bliver udvikling af Tegnestuen Mejeriets identitet og arkitektoniske retning gennem strategisk ledelse. Ledelse og styring af de kreative teams – og eksekvering af den strategiske plan for virksomheden. Hun vil få sin arbejdsgang i alle tre afdelinger: Kolding, København og Haderslev.
Maria Beyer Skydt har en kandidatuddannelse i Arkitektur & Design fra Aalborg Universitet. Herudover har hun også en diplomuddannelse i ledelse og en uddannelse som bygningskonstruktør. Maria kommer fra en stilling som kommerciel direktør i xbuild – og har tidligere bl.a. været markedschef hos Henning Larsen og Bjarke Ingels Group samt forretningsudviklingsdirektør i Lendager Group.
“Maria har en profil, der rummer konkret ledelseserfaring, med flere års erfaring fra flere ledende arkitektvirksomheder. Hun har været ansvarlig for forretningsudvikling i nogle af Danmarks største tegnestuer. I bestyrelsen er vi helt sikre på, at Maria med sine ledelsesmæssige, faglige og personlige kompetencer vil være med til at bygge videre på tegnestuens ambitioner om at arbejde målrettet og i fællesskab med at skabe bedre forhold for mennesket, reducere byggeriets klimabelastning og øge biodiversiteten mellem husene og byerne“, siger Torben Jensen Lorentzen, partner og bestyrelsesformand i Tegnestuen Mejeriet.
"Jeg er meget beæret over at blive en del af Tegnestuen Mejeriet som ny CEO. Jeg ser frem til at styrke identiteten og den arkitektoniske retning med stor respekt for tegnestuens fantastiske kultur og gode omdømme. Min vision er at bygge videre på tegnestuens ambitioner om at skabe bæredygtige løsninger, der reducerer byggeriets klimabelastning og øger biodiversiteten i vores byer gennem styrkelse af tegnestuens dybtfunderede værdier om ordentlighed, nøjsomhed og kvalitet. Jeg tror på, at den årelange erfaring med restaurering og udvikling af kulturarv bliver en grundpille for innovative løsninger for fremtidens byggeri, som i høj grad bliver gentænkning af allerede bygget kvadratmetre", udtaler Maria Beyer Skydt, kommende CEO i Tegnestuen Mejeriet.
Den nuværende direktør Søren Nielsen bliver ny tegnestuechef på Tegnestuen Mejeriet – og fortsætter som partner.
Søren Nielsen vil fremover ligeledes være en del af det projekterende team, med daglig kontakt til både kolleger, bygherrer og samarbejdspartnere.
Maria Beyer Skydt starter som ny CEO den 5. august 2024.