Danmarks største varmebehandlingsvirksomhed sælger deres 8.400 kvm store ejendom i Herlev.
Bodycote Varmebehandling har solgt deres 8.400 kvm store lager- og logistikejendom samt hovedkontor på Herlev Hovedgade for 40 millioner kr. Køber er ifølge tinglysningen Promaxx.
Salget af ejendommen sker ifølge Martin Nielsen, fabrikschef hos Bodycote, i forbindelse med nedlægningen af deres sjællandske division, da de har valgt at konsolidere den med deres produktionsfacilitet i Ejby på Fyn.
Handlen blev formidlet af Michael Peter Hansen, der er erhvervsmægler hos Colliers’ Industri og Logistik-afdeling.
Ifølge Michael Peter Hansen peger salget af lager- og produktionsejendommen i Herlev på fortsat interesse i Storkøbenhavns industri- og logistikejendomme fra både danske og ikke mindst udenlandske ejendomsinvestorer.
Køge: det store byggeboom frem til 2032. Konferencen afholdes den 25. april 2024.
- Denne ejendoms centrale beliggenhed i Herlev og den generelt stigende efterspørgsel efter industri- og logistikejendomme har været afgørende faktorer for salget, hvor især den attraktive placering tæt på motorvejsnettet og de gode transportmuligheder spillede en stor rolle, udtaler han.
Andelen af industri og logistikejendomme i Danmark er gået fra at udgøre under 10 procent af den samlede transaktionsvolumen i 2020 til at udgøre næsten 35 procent af den samlede transaktionsvolumen år til dato.
En tendens der ifølge Michael Peter Hansen ser ud til at forsætte på det danske transaktionsmarked i 2024.
- Transaktionen vidner om en vedvarende efterspørgsel indenfor industri- og logistiksegmentet, hvilket også er udsigterne for 2024, hvor industri- og logistiksegmentet ifølge Colliers’ analyse, Global Investor Outlook, er investorernes foretrukne sammen med etageboligejendomme. Den internationale interesse i ejendommene indenfor industri- og logistiksegmentet ses også på fordelingen af nationale og internationale investorer på henholdsvis 42,9 procent og 57,1 procent. Derudover er der i løbet af 2023 omsat mere end 300.000 kvm indenfor industri- og logistiksegmentet i Storkøbenhavn, hvilket også vidner om, at vi har at gøre med en populær vare, siger han.
Den stigende efterspørgsel mærkes ifølge Michael Peter Hansen også på lejeniveauerne, der i Storkøbenhavn også er steget siden 2020.