Kredsløb indgår aftale med nyt hotel og stort erhvervsprojekt, der fra 2026 skal have fjernkølet deres nye bygninger på Aarhus Ø.
Kredsløb har netop indgået 2 nye aftaler om at levere fjernkøling til 2 storkunder fra 2026. Det gælder den nye kontor- og hotelejendom ved bassin 7 på Aarhus Ø og den kommende symbolske byport ”Hængslet” med kontorer, markedshal og meget mere, som Anders Holch Povlsens AAA United er bygherre på.
- Fjernkøling rummer helt oplagte synergimuligheder for os som selskab, da der i de kommende energicentraler installeres varmepumper, der forsyner både fjernkølenettet og fjernvarmenettet med energi, hvilket giver en høj energieffektivitet af den anvendte el. På den måde integreres fjernkøling i vores samlede energisystem, og for kunderne er det et oplagt pladsbesparende alternativ til egne konventionelle køleanlæg. Vi er glade for, at to store erhvervsprofiler også ser fjernkøling som en oplagt løsning og har vist os den tillid, fortæller Casper Sønnichsen, der er senior projektleder hos Kredsløb.
Mens kontor- og hotelejendommen kan forvente at modtage fjernkøling fra januar 2026, vil Hængslet blive tilsluttet senere i 2026.
Sydhavnen er første byområde, hvor Kredsløb har etableret et fjernkølenet og lavet aftaler om at køle de kommende kontorbygninger ved ”Mindet” og Europaplads. Allerede i år blev Europaplads tilsluttet og fik glæde af fjernkølingen, som den første fjernkølekunde i Aarhus.
Træ - det hotte byggemateriale. Konferencen afholdes i Aarhus den 30. maj 2024.
Nu er næste skridt at etablere et fjernkølenet ved Aarhus Ø og udvide Kredsløbs nuværende energicentral ”Maskinrummet” på Aarhus Ø med nye synergivarmepumper, der sikrer muligheden for, at flere af de eksisterende og kommende kontorbygninger, hoteller og erhvervsdrivende kan få fjernkølet deres bygninger i nærmeste fremtid.
- Vi er godt på vej i arbejdet med at etablere et fjernkølenet i Aarhus som pendant til fjernvarmenettet, men vi ser det også som en oplagt udvidelse af vores spilleplade til at sikre fremtidens energiforsyning og dermed udnytte oplagte, kendte og nye synergier på tværs af systemer og sektorer. Første skridt var Sydhavnen. Nu begynder arbejdet på Aarhus Ø, hvor vi glæder os til at kunne give endnu flere af de eksisterende og kommende bygninger mulighed for fjernkøling, forklarer Casper Sønnichsen.
"Maskinrummet” på Aarhus Ø udvides med flere varmepumper, der giver mulighed for lokal produktion af fjernkøling og fjernvarme, og udvidelsen færdigetableres, inden kunderne har et kølebehov i 2026.
Kredsløb forventer at udbrede muligheden for at få fjernkøling i Aarhus løbende i takt med den generelle efterspørgsel.