KHR Architecture erstatter en dansk kapitalinvestor med en international rådgivervirksomhed, der kan åbne døre for store internationale opgaver.
Kontakt
KHR Architecture
Den schweiziske rådgivervirksomhed Pini Group køber 70 procent af KHR Architecture. Alle aktive partnere forbliver del af KHR’s ejerkreds, mens den eneste eksterne partner, H.P. Hertz, træder ud.
”Jeg taler på hele partnerkredsens vegne, når jeg siger, at vi er meget glade for at have fået Pini Group med om bord. Det er en virksomhed, der både på det menneskelige og professionelle plan er den helt rigtige partner for KHR,” siger adm. direktør og partner Lars Kragh fra KHR Architecture.
” Vi bevarer vores selvstændige brand og virke, men får via samarbejdet med Pini rig mulighed for at byde på store internationale opgaver. Pini er en ingeniørvirksomhed, der blandt andet arbejder med bygnings- og infrastrukturprojekter, som de gerne vil berige med vores designkompetencer.”
”Også når det gælder markedsadgang kan vi styrke hinanden. Pini Group er en international koncern og kan åbne døre på nye markeder for KHR. Omvendt vil Pini gerne have en stærkere tilstedeværelse i Tyskland og i Norden, hvor vi er på hjemmebane.”
Pini Group, der har hovedsæde i den italienske del af Schweiz, køber sig ind i KHR på baggrund af en givtig arbejdsrelation, der har givet begge firmaer lyst til en dybere involvering.
”Vi samarbejder i forvejen med Pini om flere internationale projekter, blandt andet en stor hub for cykelholdet UAE. Det gode samarbejde giver os vished om, at vi som del af Pini Group ser ind i en spændende fremtid med en bedre finansiel soliditet til at byde på store opgaver og en unik adgang til internationale projekter.”
Også direktør for Pini Group, Andrea Galli, glæder sig til det fremtidige parløb:
"Vi ser meget frem til at intensivere samarbejdet med vores nye kolleger fra KHR, og jeg er helt overbevist om, at vores firmaer vil berige hinanden og kunne realisere internationale flagskibsprojekter, hvor design og ingeniørkunst går hånd i hånd." siger han.
"Jeg er dybt imponeret over den arkitektoniske kvalitet i KHR Architectures projekter. Det er essentielt for mig, at KHR opretholder et stærkt brand og den nødvendige autonomi, der gør det muligt at udvikle denne forretningslinje på globalt plan."