Boulders vil på 4 år åbne 10 nye klatrehaller i store danske byer, men lokalemangel udfordrer ekspansionsplanerne. Det vil kæden overvinde gennem handlekraft og nytænkning, siger direktøren.
En markant øget efterspørgsel på klatring har fået Boulders til at opjustere ekspansionsplanerne og intensivere jagten på nye lokaler. Klatrekoncernen sigter efter at åbne 10 nye klatrehaller de næste 4 år, men kæden er udfordret på at finde lokaler på de ønskede placeringer i store danske byer.
Ifølge kædedirektør Martin Petersen er det afgørende nu at holde hovedet koldt og ikke opgive jagten på egnede lokaler. Det bygger han på sin erfaring med at have fundet lokaler til foreløbigt 8 Boulders-klatrehaller på ønskeplaceringer i København, Aarhus og Odense.
– Som forretningsdrivende ildsjæl kan det være en opslidende proces at finde ledige lokaler, fordi antallet er meget begrænset i centrale områder af de store byer. Her er det vigtigt at være handlekraftig og tænke ud af boksen, siger Martin Petersen.
– Vi trækker i høj grad på vores netværk og har tidligere haft succes med at række ud til kunder. Derudover tænker vi i kreative løsninger ved ikke at låse os fast på én type lokale. Vi kigger blandt andet efter lagerbygninger, kontorer med højt til loftet, boxbutikker, værksteder og showrooms.
Ifølge Martin Petersen kan det være en force at holde øje med, hvilke brancher der har boomet og står over for en afmatning i markedet. Her kan der potentielt frigives ledige lokaler.
De nye brandkrav, brandcertificering - planlægning og løsninger. Kurset afholdes den 5. marts 2024.
– Ved at researche på den måde kan vi slå til, så snart lokaler bliver ledige. Vi kigger blandt andet ud over landegrænsen og kan se, at svenske padeltennis-forretninger har måttet lukke på stribe, fordi forudsigelserne om den svenske interesse for sporten slog fejl. Vi aner muligheder ved en potentiel tilsvarende tendens herhjemme, da padeltennis-lokaler opfylder vores kriterier, siger Martin Petersen.
Lokaleudfordringerne øges ifølge Martin Petersen, jo flere kriterier der opstilles. Boulders begrænser derfor også kriterierne til de højst nødvendige såsom 900-2500 kvm store lokaler med minimum 4 meters loftshøjde.
– Det kan kræve en afvejning af, om man helst vil gå på kompromis med tiden eller lokaleambitionerne. Vi vil for eksempel nødig gå på kompromis med mærkesager som en økologisk café, et styrketræningsområde og et børneklatreområde, siger direktøren.
Ifølge Martin Petersen er det vigtigt at kende sit marked og vælge lokaleplaceringer herudfra. Dermed er det ikke tilfældigt, at Boulders aktuelt især jagter lokaler i Aalborg, Roskilde, København NV, København Ø og Nordhavn.
– Vi har udset os en række danske byområder, hvor vækstmulighederne såvel som lokalemulighederne er størst, fordi markedet her er mest modnet til at tage klatresporten til sig, siger Martin Petersen.