Den hollandske datavirksomhed Penta Infra har overtaget den 40.000 kvm store midterste del af grunden Ugandavej 26 i Tårnby, hvor virksomheden vil bygge et datacenter.
Kontakt
Tårnby Kommune
Den 1. september 2024 overtog hollandske Penta Infra det midterste stykke af grunden Ugandavej 26. Penta Infra har store kunder som blandt tøjfirmaet H&M samt logistikvirksomheden DHL og flere datacentre i Holland, Tyskland og Frankrig.
I Danmark har Penta Infra i forvejen et datacenter i Glostrup. Her genbruger man den varme, der genereres fra datacentret. Overskudsvarmen bliver til varme til cirka 1.500 hjem på vestegnen.
Det er tanken, at datacentret på Ugandavej også skal levere overskudsvarme. Dette forventes at ske i samarbejde med fjernvarmeselskabet CTR, der er et fælleskommunalt interessentskab, der arbejder med bæredygtig og sammenhængende varmeforsyning i hovedstadsområdet. Med det nye anlæg i Tårnby forventes op til 2.000-2.500 hustande at kunne blive dækket af overskudsvarmen.
”Vi er glade for at Penta Infra har valgt at opføre datacenter her i Tårnby. Vi har haft et rigtig godt samarbejde i forbindelse med salget. Virksomhedens planer for området lever op til lokalplanen, og jeg er meget tilfreds med, at Penta Infra arbejder med bæredygtighed og grøn energi, hvilket også matcher Tårnbys ambitioner om at gå forrest i den grønne omstilling,” Borgmester Allan S. Andersen.
”Vi er glade for at kunne melde ud, at vi nu opfører et datacenter i Tårnby. Danmark er kendt for sit arbejde med at udvikle vedvarende energi, og det passer perfekt ind i Pentas langsigtede strategi for vores datacentre. Vi har allerede et datacenter i Glostrup, og den gode digitale infrastruktur i hovedstadsområdet, kombineret med det store fokus på at arbejde med bæredygtig energi hjælper os med at imødekomme de stigende krav fra vores globale kundekreds om pålidelige dataløsninger med høj hastighed,” udtaler Bob Sprengers, administrerende direktør hos Penta Infra.
Det stykke grund, Pentra Infra nu ejer, er på 40.000 kvm. Byggeriet forventes færdigt i 2026, hvorefter Penta Infra forventer, at lokalområdet vil betragte virksomheden som en stille nabo. Der vil være minimal daglig transport til og fra bygningen, som forventes at have 5-10 ansatte.
Planen for Ugandavej 26 er desuden, at Centralkommunernes Transmissionsselskab, CTR, der står for fjernvarmeforsyning i hovedstadsområdet skal købe den bagerste del af grunden.
”Vi er glade for muligheden for at samarbejde med Penta Infra og Tårnby Kommune. Vi arbejder hele tiden med at sikre en endnu mere bæredygtig fjernvarme, og overskudsvarme fra datacentre har et stærkt potentiale for at indgå i fremtidens grønne fjernvarme - særligt nu i forbindelse med udbygningen af fjernvarme i bl.a. Tårnby,” udtaler administrerende direktør for CTR Randi Skogstad