I et alment boligområde skal etageejendomme med 90 boliger nedrives for at gøre plads til et nyt plejehjem med 70 boliger.
Politikerne i byrådet i Kolding godkendte den 5. september økonomien i et plejehjemsprojekt, som Alfabo står bag. Plejehjemmet bliver kommunalt drevet, mens Alfabo bliver bygningsejere. Navnet bliver Dorotheas Have.
Plejehjemmet skal bygges i tilknytning til den almene boligorganisations eksisterende afdeling Munkebo, der ligger i den nordlige del af Kolding og består af 610 familieboliger fordelt ud på 23 etageejendomme. Det skal ligge på Cypresvej, hvor 3 bygninger med 90 boliger skal nedrives.
I forbindelse med ghettoloven fra 2018 blev Munkebo pålagt at udarbejde en udviklingsplan, idet området optrådte på den hårde ghettoliste.
Plejeboliger for 25 milliarder. Konferencen afholdes den 9. april 2024.
"Placeringen ved Munkebo er valgt, da et plejehjem kan bidrage til omdannelsen af området, som er en del af udviklingsplanen for Munkebo", fremgår det af referatet fra byrådsmødet.
Der skal bygges 70 ældreboliger på hver især 70 kvm og med hver især 1 værelse. Prisen for ældreboligerne løber op i 138,3 millioner kr., og den årlige husleje anslås til 1.147 kr. per kvm eksklusive forbrug.
Derudover skal der bygges 2.470 kvm serviceareal samt tilhørende udearealer for 69,7 millioner kr.
I henhold til lokalplanen for området kan bebyggelsen opføres i op til 4 etager. Projektet vil blive udbudt i totalentreprise med indbygget arkitektkonkurrence og med ret til forhandling, oplyser Kolding Kommune.