Plastemballage-virksomhed har købt en 40.000 kvm stor grund i Randers, hvor der skal bygges en 12.000 kvm stor fabrik og domicil.
Toppac kan nu sætte gang i byggeriet af nyt domicil på Metervej i det sydlige Randers. Den nye fabrik skal optimere og fremtidssikre plastemballage-virksomheden, der forventer at kunne flytte til de nye lokaler i efteråret 2021.
- Vi har haft en rigtig god og konstruktiv dialog med Toppac A/S om deres fremtidsplaner, og jeg er glad for, at alt nu er faldet på plads, så byggeriet kan gå i gang. Det er en god nyhed for Toppac A/S, der tager et vigtigt skridt i virksomhedens videre udvikling. Og det er en god nyhed for Randers, at Toppac A/S med byggeriet investerer massivt og er med til at skabe arbejdspladser i vores kommune både nu og i fremtiden, siger borgmester Torben Hansen.
Toppac producerer sprøjtestøbt emballage til fødevareindustrien og henvendte sig til Randers Kommunes erhvervsservice for godt et år siden med ønske om at udvide. Her kom forskellige forslag til placeringer og løsninger i spil. Og i foråret satte virksomheden sin underskrift på en købsaftale til den 40.000 kvm store erhvervsgrund på Metervej i Sdr. Borup, hvor fabrikken nu bliver opført.
JYLLAND: TRÆ - højhusbyggeri og større projekter - udfordringer, løsninger og økonomi. Konferencen afholdes den 27. april 2021.
Randers Kommune har i løbet af det seneste år har solgt over 100.000 kvm erhvervsjord i Sdr. Borup, hvor Randers Arkitekten er totalrådgiver for Toppac i forbindele med det kommende fabriks- og domicilbyggeri.
- Hele forløbet omkring Toppacs nye domicil er et super eksempel på, hvad vi sammen kan udrette i Randers, når vi samarbejder tæt og effektivt. Her ser vi, hvordan Randers Kommunes imødekommenhed samt hastigheden i eksekvering i sidste ende konkret resulterer i flere, gode arbejdspladser til byen, siger Brian Andersen, der er indehaver af Randers Arkitekten.
Toppac blev etableret i 2002 og virksomheden har i dag hovedkontor i Randers, salgskontorer i England og Benelux samt 18 distributører fordelt i Europa. Toppac er tidligere kåret som Gazelle-virksomhed 3 gange og er kåret som Årets Virksomhed i Randers Kommune.