Efter flere års arbejde sætter Fisketorvet nu d. 18. april 2024 som åbningsdato for deres 6.500 kvm store mødested og madunivers KAJEN. Shoppingcenteret har derudover planer om en massiv udvidelse på 43.000 kvm, hvor der bl.a. skal opføres boliger.
Kontakt
Fisketorvet
Københavns Kommune
Det nye område ved Fisketorvet, som udgør KAJEN, repræsenterer mere end en udvidelse af Fisketorvets faciliteter. Det er, ifølge en meddelelse fra Fisketorvet, en helt ny tilgang til shoppingoplevelsen og muligheder ved havnefronten. ”I en by som København ser vi et stort potentiale i at udvikle et mødested, som også danner rammerne om en ny madscene. Med vores centrale placering i byen, en af Danmarks største biografer og en beliggenhed lige ud til vandet og Havnebadet er vi i dag omringet og absorberet af byen. I forbindelse med den omkringliggende udvikling ser vi en ny bydel, hvor beboerne og vores besøgende efterspørger flere og bedre spisemuligheder,” siger Helle García Korndal.
Fisketorvet står ellers foran en kæmpeudvidelse på 43.000 kvm. Der er dog tale om en reduktion af de oprindelige udvidelsesplaner fra 2018, der gik ud på et nybyggeri i størrelsesordenen 70.000 kvm. Fisketorvets ejer Unibail-Rodamco-Westfield opgiver nu den planlagte overbygning af pladsen ud til metrostationen Havneholmen. Pladsen skal i stedet etableres som en traditionel åben plads med plantebede og cykelparkering. Derudover skal der ifølge planen opføres:
- En ca. 40 m høj bygning ved centerets sydvestlige hjørn, der kan rumme boliger og/eller erhverv. I stueetagerne skal der indrettes udadvendte funktioner både mod kanalen, metropladsen og i en kolonnade, der etableres i bebyggelsen langs Kalvebod Brygge i niveau med Dybbølsbro.
- Ca. 42 m høje erhvervsbygninger både mod forpladsen og Kalvebod Brygge. Bygningerne vil skjule Fisketorvets nuværende relativt lukkede facader mod Vasbygade og metropladsen, herunder bilramper og varegård langs Kalvebod Brygge. Højden på 42 m svarer til højden på Trafiktårnet og er lidt lavere end den højeste kontorbygning på Havneholmen.
- En ny bygning i 2 etager, der skal rumme en supplerende indgang til Fisketorvets center fra metropladsen og metrostationen Havneholmen.
Ifølge lokalplanforslaget for projektet skal mindst 3.200 kvm af etagearealet anvendes til helårsboliger. Andelen af almene boliger skal være mindst 25 procent af det samlede etageareal til boliger.
Teknik- og Miljøudvalget i Københavns Kommune har i oktober 2023 givet grønt lys til en ny lokalplan, der omhandler Fisketorvets omdannelse.
Lokalplanen skal nu godkendes af Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen, der holder et møde om sagen d. 8. april 2024.