TDC’s tidligere hovedkontor i Odense er solgt til en lokal investor, der vil udvikle det til noget helt unikt på Fyn. Sælgeren ATP og PFA blev bistået af Colliers Fyn.
Kontakt
Colliers
BoligGruppen
Odensefirmaet BoligGruppen køber TDC´s tidligere hovedkontor i Odense. Kontorejendommen med tilhørende lager- og logistikfaciliteter er på i alt 32.716 kvm og ligger i Odense SØ på en 104.000 kvm stor grund i kort afstand til det fynske motorvejsnet, Tietgenbyen, Odense Centrum og SDU. Prisen blev 78 millioner kr.
Ud over 18.000 kvm kontorlokaler rummer ejendommen 12.000 kvm logistik samt 3.300 kvm grønne gårdhaver.
“Det er en større ejendom med et enormt potentiale på grund af beliggenheden og de mange ledige kvm grund, der bare venter på at noget nyt kan skabes. Vi taler om en sjælden mulighed for at transformere et kæmpeområde til noget nyt og fremtidssikret – og på en måde, der samtidig respekterer den eksisterende bygningsmasse og understøtter det bæredygtige i at bevare, hvad der faktisk kan bevares,” fortæller Jacob Petz, direktør i BoligGruppen.
“Her har vi muligheden for at udvikle noget helt unikt på Fyn. Der er et stort potentiale i området, og vi er også åbne for kreative idéer og visioner fra folk udefra, der har en god idé til, hvordan det her sted kan omformes til noget nyt. Det ligger et fantastisk spændende arbejde foran os,” siger Jacob Petz.
Stigende interesse for kontorer i Odense
Ifølge erhvervsmægler Mads Mehl Mortensen hos Colliers, der har rådgivet sælger i processen, har der i den seneste tid være stor interesse indenfor kontorsegmentet i lokalområdet.
Ifølge data fra Colliers har kontorsegmentet år til dato stået for knap 50 procent af den samlede transaktionsvolumen på Fyn, hvilket ifølge Mads Mehl Mortensen er ekstraordinært:
”Det er ikke hvert år, at vi hos Colliers Fyn omsætter mere end 25.000 kvm. kontor alene her på øen. Den seneste udvikling på rentemarkedet og forventningerne om yderligere rentefald har været en medvirkende faktor til at sælger og køber nærmer sig hinanden. Det kombineret med at der er kommet flere gode ejendomme i markedet, har givet stigning i aktiviteten,” fortæller han og tilføjer, at den stigende interesse for investeringsejendomme i kontorsegmentet især er målrettet de ejendomme, hvor afstanden er kort til det fynske motorvejsnet og resten af Odense. Her er tomgangsprocenten fortsat historisk lav pga. et stærkt brugermarked.
Om den konkrete transaktion siger Mads Mehl Mortensen:
"Vi har haft en god proces med alle involverede parter igennem forløbet. Det glæder os, at vi lykkedes med at finde den helt rigtige køber til ejendommen. I løbet af udbudsprocessen viste flere investorer og udviklere interesse for ejendommen. Derfor er det også en fornøjelse, at ejendommen er landet hos en lokal investor der historisk har vist evnen og styrken til at udvikle ejendomme af denne karakter.”
Transaktionen passer godt ind i BoligGruppens strategi om at skabe vækst på Fyn.
”Vi har hele tiden haft store ambitioner og planer med virksomheden og for at understøtte det, har vi i år skudt ekstra kapital ind i BoligGruppen sammen med vores medejer Fayard Holding, som kom med for et år siden. Vi har en enorm tro på det fynske marked – og erhvervsmæssigt især omkring Odense – og er i gang med at føre BoligGruppen sikkert ind i fremtiden. Og det her køb er et af de store skridt”, udtaler Carsten Skov.
Ejendommen blev overtagelt fra TDC af ATP Ejendomme og PFA Ejendomme i 2007 som led i en sale-lease-back transaktion til ca. 4 milliarder kr. omfattende TDC’s danske ejendomsportefølje på 224 ejendomme.