CinemaxX biografen ved Fisketorvet har gennemgået en større renovering, som sætter fokus på hygge, komfort og service. I forbindelse med ombygningen skifter biografen navn til Vue.
Kontakt
VUE
Siden december 2023 har københavnske biografgængere måske bemærket renoveringsarbejdet, der har stået på de seneste måneder hos CinemaxX ved Fisketorvet. Biografen har nemlig været under ombygning som et led i deres navneskifte fra CinemaxX til Vue.
Udover et nyt navn byder udviklingen også på en opdatering af biografens interiør med fokus på hygge, service og komfort. Blandt andet er foyeren lavet om til et hyggeligt loungeområde, hvor det nu er muligt at nyde en drink fra baren før eller efter filmen.
”Indtil nu har indgangsområdet mest fungeret som en måde at komme fra A til B på. Det har vi lavet om på. Nu bliver vores gæster budt velkommen af et hyggeligt loungeområde. For biografturen er meget mere end bare filmen. Det er at tale om forventninger inden og vende alle plottwists og analyser efter filmen. Og det har vi med vores renoverede lounge forsøgt at skabe de perfekte rammer for,” fortæller territory general manager hos Vue Danmark, Mariam El Bacha.
Hun fortæller derudover, at det nye loungeområde er indrettet udelukkende med danske designmøbler i et samarbejde med Holmris B8.
Det er ikke kun foyeren, der har fået en opfriskning. Også alle sale i biografen har fået en overhaling med forbedret lyd, nye lærreder samt de såkaldte reclinersæder. Altså sæder, hvor man kan læne sig tilbage og slå fødderne op.
”Vi har set gode erfaringer med dette i Odense og rundtom i verden. Den forbedrede lyd, de nye lærreder og reclinersæderne er en del af Vues internationale strategi, som skal sikre gæsterne den absolut bedste biografoplevelse,” forklarer Mariam El Bacha.
Hun henviser derudover til en nylig gæsteundersøgelse i Odense, der viser en betydelig stigning i tilfredsheden siden ombygningen:
”Fra Q1 i 2022 til Q4 i 2023 har vi målt en imponerende stigning i vores gæsters tilfredshed med både selve foyeren, men også med komforten i salene.”
Også biografens IMAX-sal har fået en overhaling med et forbedret lydsystem.
En international familie
CinemaxX har siden 2012 været en del af den internationale biografkæde Vue og ændrer nu også navn i Danmark som en del af Vues internationale udrulning af brandet. Først blev biografen i Odense lavet om i 2022, mens biografen i Aarhus står for skud, efter renoveringen i København er færdig. Vue har også biografer i England, Tyskland, Irland, Italien, Polen og Holland.
”Vi ser meget frem til denne nye æra for vores biografer. Som en del af Vue-kæden træder vi ind i en international familie af luksus-biografer. Fremover vil danskerne kunne genkende Vue-navnet i lande verden over, ligesom turister vil kunne genkende navnet i Danmark,” afslutter Mariam El Bacha.