Københavns Kommune har nu givet den endelige byggetilladelse til det forestående konstruktionsarbejde på B-tribunen i Parken. F.C. København skal nu finde en entreprenør til opgaven.
Kontakt
FC København
En undersøgelse fra Rambøll har vist, at de koordinerede hop på B-tribunen i Parken medførte en fare for sammenstyrtning. Derfor skal tribunens konstruktion forstørkes.
Rammerne for det kommende konstruktionsarbejde på B-tribunen er nu godkendt af de relevante myndigheder samt ved tredjepartskontrol. Nu skal designes en byggeproces, der også tager højde for F.C. Københavns travle forårsprogram.
B-tribunen skal forstærkes, da den ikke er bygget til koordinerede hop. Der er ikke tale om mangler i forhold til beton eller vedligeholdelse, men anvendelsen er i dag en anden end ved Parkens opførsel.
I forlængelse af en omfattende tredjepartsgodkendelse har Teknik- og Miljøforvaltningen i Københavns Kommune nu givet den endelige byggetilladelse til det forestående konstruktionsarbejde.
Nedre del ventes klar til næste sæson
Det betyder, at F.C. København er ved at finde den rette entreprenør til at udføre selve projektet i 2025. De to tribuner på B bliver forstærket separat, og arbejdet begynder på den nedre tribune, som ventes klar til sæsonstart 2025/2026.
”På baggrund af et glimrende samarbejde med Københavns Kommune er vi nu nået videre til den afsluttende fase i projektet på B-tribunen. Det ser ud til, at vi holder tidsplanen, og vi forventer fortsat, at selve konstruktionsarbejdet går i gang i vinterpausen,” siger F.C. Københavns direktør, Jacob Lauesen og tilføjer:
”Koordinerede hop er fortsat forbudt, men der er lys for enden af tunnelen, og vi glæder os over, at vi snart kan se en ende på det her komplekse forløb. Alle fansene på B-tribunen skal have stor tak for deres tålmodighed og respekt for situationen.”
Særlig opgave for ingeniører
Landets førende eksperter fra Rambøll har været med i processen hele vejen, og på trods af en betydelig erfaring med usædvanlige konstruktioner, var opgaven på Parkens B tribune alligevel en helt ny af slagsen for Danmarks førende ingeniør- og rådgivningsvirksomhed.
I de forgangne måneder har Parken haft besøg af en borerig, der har boret 9 m ned i jorden omkring B-tribunen for at teste fundamentet, før selve konstruktionen går i gang på Nedre B.
”Selve konstruktionsprocessen kommer til at tage meget kortere tid end de indledende faser, hvor vi har testet, tegnet og beregnet i et enormt omfang. Nu går vi sammen med F.C. København og entreprenøren i gang med at designe den konkrete byggeproces, hvor klubbens travle forårsprogram også skal indkalkuleres,” fortæller Jan Vig, Head of Monitoring and Analyses of Existing Structures hos Rambøll.
Nedre B forventes klar til sæsonstart 2025/2026.