Bravida Danmarks økonomidirektør Jack Nielsen træder tilbage. Han bliver erstattet af Charlotte Skjold Pedersen, som kommer fra en tilsvarende stilling i den danske del af Saint-Gobain-koncernen.
Kontakt
Bravida Danmark
Jack Nielsen stopper han efter 20 år i virksomheden, hvor han har haft det overordnede ansvar for Økonomi, Business Controlling og Jura. Fremadrettet ønsker Jack Nielsen at beskæftige sig med bestyrelsesarbejde og rådgivning.
”Det har været et stort privilegium at bestride en så spændende stilling i Bravida Danmark igennem så mange år. Jeg er meget stolt over de resultater og den udvikling, vi har opnået i de 20 år, hvor jeg har været en del af direktionen i Bravida Danmark. Jeg vil sende en stor tak til mine medarbejdere og resten af ledelsen for det gode samarbejde og ønsker Bravida det bedste fremadrettet,” siger Jack Nielsen.
Bravida Danmark kan i den forbindelse annoncere en ny økonomidirektør, der skal efterfølge Jack Nielsen. Det bliver 56-årige Charlotte Skjold Pedersen, som fremadrettet skal varetage økonomidirektørfunktionen i Danmarks største tekniske service- og installationsvirksomhed.
Charlotte Skjold Pedersen kommer senest fra en stilling som økonomidirektør i den danske del af Saint-Gobain-koncernen. Her ledte hun et stort team med ansvaret for en række funktioner heriblandt Økonomi, Business Controlling, Jura, Compliance og Facility Management. Hun har tidligere bestredet lederstillinger i både MAN Energy Solutions og DONG Energy – det nuværende Ørsted.
”Jeg glæder mig meget til at blive en del af Bravida, som er markedsleder i Danmark og i Norden. Jeg ser meget frem til at arbejde tæt med Christian, resten af ledelsen og alle kollegaerne i mit team om at drive vækst og lønsomhed. Finans skal være en proaktiv sparringspartner for forretningen, forstå kunderne og være nysgerrige i forhold til tallenes bagvedliggende faktorer. Det arbejde ser jeg frem til at stå i spidsen for. Jeg er drevet af at identificere og udfolde potentiale, og jeg glæder mig meget til at komme i gang,” siger Charlotte Skjold Pedersen.
Charlotte Skjold Pedersen er uddannet Cand. Oecon fra Aarhus Universitet. Privat bor hun i Rungsted med sin mand. Sammen har de 2 børn på 22 og 20 år. Charlotte Skjold Pedersen starter i Bravida Danmark den 17. juni 2024.