Nicolinehus omfatter en blanding af ejer- og lejeboliger. De 181 boliger var udsolgt, inden projektet var færdigbygget.
Byliv og livskvalitet har fra begyndelsen været de centrale værdier i udviklingen af Nicolinehus, som er skabt af Bricks og Aart med en klar vision om at designe et byggeri, der rækker ud over sit eget byggefelt og som bidrager til udviklingen af hele Aarhus Ø som bydel og Aarhus som by.
- Byliv og mennesker har stor betydning for, hvor attraktiv en bydel er, og dermed for værdien af de bygninger, som ligger der. Aarhus Ø består primært af boliger på en meget attraktiv beliggenhed, og da vi sammen med Bricks formulerede de første visioner for Nicolinehus var det med et klart ønske om at skabe et byggeri, som med et miks af funktioner vil bidrage til at skabe mere liv på Aarhus Ø i alle døgnets timer, fortæller Anders Strange, som er CCO og partner i Aart.
Jylland: Nyeste regler for generationsskifte af ejendom. Læs mere om kurset her.
Nicolinehus rummer kontorer, butikker, cafeer, restauranter, parkeringskælder, dagligvareforretning samt en stor, levende markedshal i stueetagen med mere end 15 spisesteder. Der er i alt 451 parkeringspladser fordelt på de 2 kælderniveauer. Dertil kommer 181 ejerlejligheder, 60 lejelejligheder og 2 gæsteboliger.
- Alle kvm var udlejet, og alle ejerlejligheder solgt, inden byggeriet stod færdigt. Den store interesse i Nicolinehus blev begrundet med projektets beliggenhed, arkitektur, kvalitetsmaterialer og samspillet med den omkringliggende by via de udadvendte funktioner, fortæller Martin Busk, som er direktør i ejendoms- og projektudviklingsselskabet Bricks, der står bag Nicolinehus.
Nicolinehus er udviklet med et langsigtet perspektiv i forhold til både social, økonomisk og miljømæssig værdiskabelse. Det 45.000 kvm store byggeri er opført i røde teglsten, som er et materiale med en lang levetid, der patinerer smukt og som kan modstå de vind- og vejrforhold som den unikke placering medfører.
Nicolinehus er udviklet af Bricks i tæt samarbejde med Aart, Schønherr, Niras, Rambøll og NCC Danmark.