Når jem & fix holder åbningsfest 19. maj 2024 i Børkop mellem Vejle og Fredericia, kan private investorer blive medejere af byens første – og nyopførte – byggemarked, som ligger på Industrivej i et nyudlagt område til storbutikker. Prisen er 20 millioner kr.
Kontakt
Blue Capital
Ejendommen bliver udbudt af Blue Capital, som har samarbejdet med jem & fix siden 2012 og har igennem årene udbudt ejendomme for i alt 545 millioner kr.
”Det bliver jem & fix-byggemarked nummer 30, vi udbyder og bagefter administrerer for investorerne. Vi kan se, at kæden ofte er ”firstmover” og har næse for at finde placeringer, der udvikler sig til at blive populære og velbesøgte handelsområder. Fx åbnede jem & fix i Grenaa i 2018, og nogle år efter kom blandt andre Elgiganten, thansen, Harald Nyborg og Maxi Zoo til samme område. I 2019 åbnede jem & fix i udkanten af Ikast, igen som første storbutik, men snart kommer også thansen, Jysk og Sport24 til, og de vil trække endnu flere kunder til området,” siger investeringschef Nicolai Ravn Andersen fra Blue Capital.
Han tilføjer, at investorerne – og jem & fix – vil nyde godt af, at Børkops indbyggertal på cirka 6.400 ventes at stige de følgende år. Dertil kommer et betragteligt opland og store sommerhusområder langs Vejle Fjord.
Ejendommen får cirka 1.000 kvm butiksareal, en varegård på knap 2.000 kvm og 65 p-pladser udenfor. Bygningen forsynes med solceller, der skal levere en stor del af strømmen til byggemarkedet. Ud over selve ejendommen får investorerne en lejekontrakt, som binder jem & fix til lejemålet minimum helt frem til efteråret 2034. Netop lejekontrakter med lang uopsigelighed og med solide lejere er vigtige for de fleste investorer.
”Vores typiske investorer er velhavende private, som foretrækker at investere i færdige ejendomsprojekter – ofte som supplement til aktier og obligationer. Som regel oplever vi stor interesse fra lokalområdet; folk vil gerne kunne følge med i den ejendom, de bliver medejer af,” fortæller Nicolai Ravn Andersen.
Hver af de forventede 10 investorer i jem & fix-ejendommen skal indbetale 924.000 kr., mens resten af købesummen på 20 millioner kr. finansieres via realkreditlån og helt uden banklån.
jem & fix har over 200 byggemarkeder i Danmark, Norge og Sverige, og Børkop bliver prik nummer 128 på kædens danmarkskort. Foruden jem & fix samarbejder Blue Capital med storbutikker som Elgiganten, Jysk og thansen, med dagligvarekoncerner som Coop, Rema1000 og Salling samt fastfoodkæderne Burger King og Sunset Boulevard. For kæderne er fordelen ved ejendomsprojekterne, at de undgår at binde penge i mursten og får frigjort kapital til at investere i fx at effektivisere drift, lagre, indkøb og indretning.
Siden 2010 har Blue Capital udbudt projekter med storbutikker og erhvervsejendomme til en samlet værdi på 3,3 mia. kr. Alene i 2023 blev det til 12 projekter over hele landet til i alt knap 400 millioner kr. på et ellers meget trægt ejendomsmarked. jem & fix-ejendommen i Børkop bliver Blue Capitals projekt nummer 105 – og det foreløbig fjerde i år. Seneste udbud var en Elgiganten-storbutik i Vejle midtby – projektet til knap 43 millioner kr. blev udsolgt på tre dage i påsken.