Blue Capital netop solgt årets 6. butiksejendom for 26 millioner kr. Dermed har selskabet solgt butiksejendomme for 228 millioner kr. i 2023.
Selv om markedet for investeringsejendomme er bremset op, har Blue Capital netop solgt årets 6, butiksejendom. Projektet til 26 millioner kr. omfatter knap 1.700 kvm med en moderniseret Netto-butik og et apotek i Hobro.
Dermed har Blue Capital indtil videre solgt 6 butiksejendomme i år for 228 millioner kr., og inklusive et 7. projekt, som netop er udbudt i Vejle, er den samlede salgsværdi 256 millioner kr.
- Flere private investorer med en vis formue har fået øjnene op for, at erhvervsejendomme udgør et attraktivt supplement til aktier og obligationer. Investorerne træder ind i færdige ejendomsprojekter med stabile lejeindtægter, som endda stiger i takt med priserne og derfor beskytter investorerne mod inflation, siger administrerende direktør Martin Kibsgaard Jensen.
Både den renoverede Netto-ejendom i Hobro, det kommende Jem & Fix-nybyggeri i Vejle og det foregående projekt – en nyopført bygning med Jysk og T.Hansen i Bramming i Sydvestjylland – har ifølge Blue Capital så lavt energiforbrug og klimaaftryk, at de kan finansieres med såkaldte grønne obligationer. I Bramming leverer tag-solceller hovedparten af strømforbruget i bygningen.
Revitalisering af gågader. Konferencen afholdes den 11. april 2024.
- Det sikrer investorerne en lidt mere favorabel finansiering end traditionelle realkreditlån, fordi banker og for eksempel pensionsselskaber er forpligtede til at have et vist udlån til grønne investeringer. Ved projekterne nyder lejerne godt af lavt energiforbrug, og det styrker ejendommenes værdi på længere sigt – de er for eksempel lettere at leje ud, fordi flere butikskæder foretrækker klimavenlige lokaler, siger Martin Kibsgaard Jensen.
Tidligere i år udbød Blue Capital en Billigblomst-storbutik i Hillerød, en SuperBrugsen-ejendom i Gentofte samt 2 365discount-butikker i Bredballe ved Vejle og Værløse i Nordsjælland. Sidste år blev det til 11 ejendomsprojekter med en samlet værdi på knap 400 millioner kr.
Blandt Blue Capitals samarbejdspartnere er dagligvarekoncerner som Coop, Rema1000 og Salling, fastfoodkæder som Burger King og Sunset Boulevard samt storbutikker som Elgiganten, Jem & Fix, Jysk og T.Hansen.
Siden 2010 har Blue Capital udbudt knap 100 ejendomme med en samlet værdi over 3 milliarder kr. Projekterne bliver udbudt som såkaldte kommanditselskaber eller K/S’er, hvor op til 10 investorer går sammen.