BGB har indgået kontrakt med projektselskabet bag Fælledby, som ejes af By & Havn og PensionDanmark, og skal opføre 209 boliger i totalentreprise i den nye bydel på den sydlige del af Amager Fælled, hvor alle boliger opføres i træ.
Kontakt
BGB
- Vi arbejder målrettet på at være med helt fremme med den nyeste viden inden for byggeri i Danmark, herunder på, hvordan vi får flere bæredygtighedstiltag ind i byggeriet, som for eksempel af bruge træ i de bærende konstruktioner. Derfor er vi stolte over at blive valgt til at være med til at opføre Fælledby, hvor bygherre netop har stort fokus på, at få så mange bæredygtighedstiltag i byggeriet som muligt. Det er en spændende opgave, vi nu skal i gang med, siger Jeppe Mulvad Jeppesen, projektchef og partner i BGB.
Erling Thygesen, administrerende direktør i Fælledby siger: - Jeg ser meget frem til samarbejdet med BGB, som mine kollegaer og jeg gennem tidligere samarbejder kender som en troværdig og dygtig totalentreprenør. Fælledby er i branchen og blandt borgerne allerede et profileret udviklingspro-
jekt med høje kvalitetskrav og høje ambitioner for etableringen af en klimabevidst bydel. I forlængelse af udbudsprocessen har det derfor været vigtigt at finde en entreprenør, som kan levere en kompetent styring og et resultat, som lever op til disse krav – og det er vi overbeviste om, at BGB kan.
Boligerne i Fælledby forventes at opnå en certificering til DGNB Platin på både byggeri og landskab, og en livscyklusanalyse, LCA et godt stykke under krav i den frivillige CO2-klasse. Det kan blandt andet lade sig gøre, fordi boligerne opføres næsten 100 procent i træ.
- Med de nye og også ret strenge krav til bæredygtighed i byggeriet, skal vi som totalentreprenør tænke anderledes og innovativt. Vi vælger andre løsninger end ellers for at reducere CO2-udledningen i hele byggeprocessen. Det handler både om de valg vi træffer, når vi planlægger byggeriet, men også om de materialer, vi bruger. Og vi skal også have andre arbejdsmetoder i brug i forhold til traditionelt byggeri, fordi vi jo bygger i træ, siger Jeppe Mulvad Jeppesen.
De 3 til 6 etagers høje huse får en bærende konstruktion i træ. Både dæk, søjler, bjælker og en del af facaden udføres i træ. Det kræver en arbejdsproces med endnu mere fokus på at undgå fugt i konstruktionen, end ved traditionelt byggeri.
- Vi kender jo alle sammen det danske vejr, hvor vi har masser af regn. Derfor kan dette byggeri kun lade sig gøre med en gennemtænkt og stram fugtstrategi. Samtidig har BGB med vores store egenproduktion og mange erfarne tømrer en helt grundlæggende erfaring med at bygge i træ. Vi laver hele tiden træhuse. Så selv om det er nyt at bygge høje træhuse i Danmark, er det en velkendt opgave for BGB at skulle opføre huse i træ, siger Jeppe Mulvad Jeppesen.
Boligerne i Fælledby opføres i samarbejde med Fælledby og rådgiverne Tegnestuen Vandkunsten, ABC Ingeniører, Rambøll og Cowi. Opførelsen forventes at begynde i efteråret 2024, og boligerne bliver klar til indflytning i 2026.