Lalandia i Søndervig genopfører det populære fritidscenter Beach Bowl i en ny udgave, der skal stå klar til at tage imod både lokale, turister og gæster i Lalandia i slutningen af 2025.
Kontakt
Lalandia
Inden længe sættes der gang i byggeriet af et nyt Beach Bowl i Søndervig ved den jyske vestkyst. Udover bowling vil det nye Beach Bowl også indeholde fitnesscenter, padelbaner og andre aktiviteter, hvor man kan lege og dyste mod hinanden.
- Vi er utroligt glade for at kunne videreføre arven fra det gamle Beach Bowl, der var et samlingssted for såvel lokale, sommerhusejere og turister. Det nye center bliver også åbent for alle og placeres i kort afstand fra den oprindelige placering, fortæller Jan Harrit, adm. direktør i Lalandia.
Det gamle Beach Bowl center blev ramt af en altødelæggende brand i marts 2022. Pr. 1. september 2024 er centret blevet overtaget af Lalandia.
Genopførelsen af Beach Bowl sker som en del af Lalandias ambition om at løfte udbuddet af familieaktiviteter i Søndervig-området og medvirke til skabelsen af en oplevelsesdestination, der favner både lokale og turister.
- Antallet af gæster er stigende. Det samme er efterspørgslen efter især indendørs aktiviteter som bowling og fitness. Derfor ligger det lige for at genopføre det lokale samlingspunkt, hvor alle aldre kan hygge sig med spil, aktiviteter og lidt at spise, slutter Jan Harrit.
Det nye Beach Bowl bliver på ca. 2.000 kvm og forventes at åbne omkring årsskiftet 2025/26.
Store planer i Søndervig
Lalandia, der er ejet af Parken Sport & Entertainment, har store planer for sit feriecenter i Søndervig. Forberedelserne til byggeriet af en ny bebyggelse med ca. 140 ferielejligheder midt i Søndervig, der får navnet Strandbyen, er i fuld gang.
Der vil blive ferielejligheder til 4, 6 og 8 personer. Lejlighederne bliver solgt som ejerlejligheder og det nærvedliggende Lalandia feriecenter vil tilbyde ejerne en udlejningsaftale, hvor de kan leje boligerne ud i de perioder, de ikke selv bruger dem.
Ifølge Ringkøbing-Skjern Dagbladet vil lejlighederne blive solgt til priser fra 1,9 til 2,9 millioner kr.
Det er arkitekt Christian Bay-Jørgensen fra arkitektfirmaet Bay Arch i Ringkøbing, der har tegnet det nye boligkompleks, og det er Nybolig Ringkøbing, der står for salget.