Andel har indgået et partnerskab med udviklingsvirksomheden Lige Energi om etablering af solcelleparker rundt om i landet. Den første solcellepark skal ligge ved Vordingborg, og etableringen starter i 2025.
Kontakt
Andel
Andel planer om at udbygge sin produktion af vedvarende energi frem mod 2035, og til formålet er der afsat 45 milliarder kr. til investeringer i blandt andet 2 gigawatt solenergi. Den mængde energi vil kunne dække knap 500.000 husstandes årlige strømforbrug.
For at nå sit mål indgår Andel nu et partnerskab med udviklingsvirksomheden Lige Energi. Partnerskabet er det andet på få måneder, der skal hjælpe koncernen godt på vej med at skabe en grønnere fremtid:
”Klimakrisen er den største udfordring, verden står overfor, og den skal vi bekæmpe. Og hellere i går end i dag. Det gør vi ved at sætte fart på den grønne omstilling. Solenergi på land er en af de energiformer, der hurtigst og nemmest kan hjælpe den grønne omstilling på vej og sende grøn energi ud til danskerne. Derfor er det helt naturligt, at Andel indgår et partnerskab med Lige Energi”, fortæller Mogens Hagelskær, der er chef for Andels investeringer i vedvarende energi.
Lige Energi skal bistå Andel med projektudviklingen af solcelleparkerne, mens det vil være Andel, der ejer og drifter de solcelleparker, som selskaberne i fællesskab finder egnet. Dermed bliver Barmosen Vest den anden solcellepark, som Andel ejer 100 procent. Tryggevælde Solpark var den første solcellepark i Andels portefølje. Den ligger ved Faxe og producerer energi svarende til elforbruget i 15.000 husstande.
Sammen skal de 2 selskaber etablere solcellekapacitet på ca 1.000 megawatt peak svarende til ca. 320.000 husstandes årlige elforbrug, og ved udgangen af 2026 står de første 30 megawatt peak klar, når der bliver sat strøm til solcelleparken Barmosen Vest ved Vordingborg:
”Vi glæder os meget over, at Vordingborg Kommune har gjort det muligt for os at opstille og drifte en solcellepark i kommunen, som jo er et område, hvor mange af vores andelshavere bor. Det er vigtigt for os at sikre lokal forankring og have en god dialog med de borgere, der i fremtiden kommer til at bo i nærheden af vores solcelleparker. Det har også høj prioritet for Lige Energi, som ved, hvad der rører sig ude i de lokale miljøer, og det er medvirkende til, at vi nu indgår et partnerskab”, fortæller Mogens Hagelskær.
Hos Lige Energi står Carsten G. Jensen, der har mange års erfaring fra den danske energibranche, i spidsen for udviklingen af solcelleprojekterne. Han ser frem til det nye samarbejde med en af de største virksomheder i den danske energisektor:
”Vi er glade for, at vi sammen med Andel kan være en del af deres vision om at opstille solcelleparker rundt om i landet til gavn for en grønnere fremtid. Vi oplever, at flere og flere kommuner gerne vil give plads til solceller og vindmøller, og det er rigtig positivt. Derfor giver det også god mening at samle kræfterne og finde projekter, der for alvor kan sætte fart på den grønne omstilling”, fortæller Carsten G. Jensen, der er direktør i Lige Energi.
Andel forventer at tage første spadestik til Barmosten Vest solcellepark i slutningen af 2025, og inden da vil selskabet række ud til borgere i området nær solcelleparken med henblik på at sikre involvering, dialog og samarbejde.