Aarsleff skal renovere J-plant – en del af energiforsyningen til Pituffik Space Base, tidligere Thule Air Base.
Kontakt
Per Aarsleff Holding
Jord-, beton- og stålarbejder, byggepladsdrift og logistik. Men også udskiftning af facade, indvendige apteringsopgaver og installationer. Det er nogle af de opgaver, Aarsleff i Grønland skal løse for Serco, en virksomhed specialiseret i blandt andet leverancer til det amerikanske forsvar.
For nylig indgik Aarsleff kontrakt på renoveringen af J-Plant – en del af energiforsyningen til Pituffik Space Base – tidligere Thule Air Base. Projektet har en samlet kontraktsum på cirka 2,1 milliarder kroner, hvoraf Aarsleffs del udgør 700 millioner kroner. Det fortæller Thomas Kofod Bentsen, afdelingsdirektør for Aarsleffs nordatlantiske aktiviteter. Han uddyber, hvorfor Aarsleff er valgt til at udføre arbejderne.
”Vi har opereret i Grønland i adskillige år og kender til at bygge under de særlige forhold, der gør sig gældende nord for polarcirklen. Samtidig har vi opbygget en god relation til både Pituffik Space Base og bygherren United States Army Corps of Engineers,” siger han.
Logistik og transport er nøglen
Siden aftalen blev indgået, har særligt logistikken været på programmet. De særlige forhold, som Thomas Kofod Bentsen omtaler: vejrlig og afsides beliggenhed, lægger nemlig hindringer i vejen for særligt materialeleverancerne. Årligt ankommer kun to planlagte ruteskibe til Pituffik – et fra Fredericia og et fra Norfolk i USA, og lufttransport af eksempelvis cement er stort set en umulighed.
Da ruteskibene var afsejlet ved kontraktindgåelsen, har vi selv chartret skibe til transport af materiel og materialer. Der er altså blevet arbejdet intenst på at få mandskab og udstyr op til Pituffik, så vi ikke går i stå, når temperaturen daler og alt fryser til, forklarer Thomas Kofod Bentsen.
”Du kan ikke sammenligne byggeri i Nordgrønland med andre steder i verden. Vi arbejder i permafrossen jord et sted, hvor vintertemperaturerne når ned omkring 40 minusgrader, og udendørs arbejde kun er muligt fra juni til september. Alt mandskab og alle materialer skal sejles og flyves op til basen. Men netop de helt særlige omstændigheder gør Grønland så enestående, og vi glæder os til opgaven,” siger han.
Exit 1960’erne
Projektet vil kræve godt 30 medarbejdere ”on site”, når vi er flest, og vi er stadig i gang med dels intern og dels ekstern rekruttering, så vi får sammensat det rigtige team af dygtige kompetencer.
Teamet skal blandt andet støbe nye fundamenter og gulve. I alt regner vi med at anvende omkring 1.500 kubikmeter beton på projektet. Men vi skal også forstærke eksisterende konstruktioner med cirka 200 tons stål – og desuden løse opgaver, der ikke normalt hører til blandt vores kernekompetencer, siger Thomas Kofod Bentsen.
Først gælder det bortskaffelsen af de gamle, dieseldrevne ubådsmotorer, som har udgjort basens primære strømforsyning siden 1960’erne. Siden kommer renoveringen af bygningerne. Arbejderne på kraftværket afsluttes i 2028.